Da jeg sammen med min ældste datter gik og osede på Femina Messen i Forum den forgangne weekend blev jeg noget overrasket over at møde Dansk Metal på en af livsstilsstandene
”Metal har cirka 130.000 medlemmer. Af dem er 6.131 kvinder. Af dem arbejder 2.671 hos TDC.”
Det står at læse i en særudgave af medlemsmagasinet for Dansk Metal, som jeg fandt på Feminas Livsstilsmesse i Forum blandt stande med duftende cremer, wellness og det sidste nye inden for slankekure og mode.
På forsiden af særudgaven står en smuk unge kvinde iført rød festkjole, en motorcykelhjelm i stærke pangfarver, et tørklæde, der blæser i vinden og diamantøreringe, som står i skarp kontrast til baggrunden: En stor bunke sorte bildæk.
Budskabet er klart: Du kan godt være kvinde med stort ’K’ selv om du til daglig er klejnsmed, maskinarbejder eller mekaniker.
Inde i særudgaven møder vi tre af Dansk Metals 6.131 kvindelige medlemmer, blandt andet ’den sejeste’ Pia Steen Petersen, der er motorcykelmekaniker og daglig leder. Derudiver spiller Pia Steen Petersen undervandsrugby og kører motorcykel med 260 kilometer i timen.
Her har vi en powerkvinde, der utvivlsomt kan være til inspiration for mine fire døtre, hvis de skulle blive fristet til en karriere med metal og hestekræfter, når de på et tidspunkt skal vælge uddannelse.
Det med 260 kilometer i timen på motorcykel, vil jeg nu lige tale med dem om, hvis de skulle gå efter at få titlen 'motorcykelmekaniker' på visitkortet.