/* Skift hover-farven i menuen */ .menu li a:hover, #PageList1 li a:hover, .navbar a:hover { color: #FE9414 !important; /* Erstat med din ønskede farve */ } .PageList .selected a { background-color: transparent !important; color: #FE9414 !important; /* Orange */ font-weight: bold; } WOMENOMICS - FÅ SUCCES HOS KVINDERNE: Kvinder skjuler de gyldne kreditkort i håndtasken

fredag den 16. december 2011

Kvinder skjuler de gyldne kreditkort i håndtasken

I USA er det ikke så meget ligestilling og kvindekamp, der fylder i debatten, men derimod den trend, at unge singlekvinder i storbyen nu tjener mere end mænd samtidig med, at det i stadig flere familier er kvinden, der er hovedforsørgeren.

Unge kvinder – både I USA og i andre dele af verden – er godt på vej til at indhente mændene, når det gælder karriere og indtjening. Kvinderne gifter sig senere eller fravælger ægteskabet til fordel for karrieren og livet som single. De unge kvinder har ikke længere brug for mænd for at få børn, og mange kvinder i USA vælger direkte børnene fra. Tal viser, at 40 procent af de nyfødte i USA er født af single mødre. Det skriver Luisita Lopez Torregrosa i The New York Times

Samtidig har de amerikanske kvinder førertrøjen på, når det gælder uddannelse. Sidste år var 55 procent af de nyudklækkede kandidater fra college kvinder. Og en undersøgelse viser, at i de fleste byer i USA tjener kvinder under 30 år i gennemsnit 8 procent mere end de jævnaldrende mænd. I Atlanta og Miami er lønforskellen helt op å 20 procent i de unge karrierekvinders favør.

Selv om undersøgelsen kun er gennemført i USA, peger resultaterne ifølge Luisita Lopez Torregrosa i retning af en global tendens. I takt med at kvinder overhaler mændene i lønkapløbet og bliver familiens hovedforsørger, ændrer det fundamentalt på det traditionelle kønsrollemønster mellem mænd og kvinder.

Nye familieformer, et nyt syn på ægteskabet og nye kønsroller opstår i kølvandet på kvinders succes og stadig mere velspækkede pengepung. Både moderskabet og mandens rolle i familien er dermed under forandring. I takt med at stadig flere kvinder bliver familiens skaffedyr, får manden et stadig større ansvar på hjemmefronten for kødgryder, rengøring og børn.

Denne ombytning af rollerne i den traditionelle kernefamilie bliver i mange samfundslag i USA mødt med skepsis, hvilket blandt andre Liza Mundy har påpeget. Hun er forfatter til bogen “The Richer Sex: How the New Majority of Female Breadwinners Is Transforming Sex, Love and Family”, som udkom i marts 2011

Opbruddet med de traditionelle kønsroller skaber ifølge Liza Mundy problemer i relationerne mellem mænd og kvinder. Blandt andet føler ambitiøse karrierekvinder, at de skal underspille deres præstationer og skjule deres mange gyldne kreditkort i håndtasken for at ikke at skræmme en mand væk på første date. Samtidig er der i mange samfundslag en del kulturel kvababbelse mod at acceptere, at kvinden scorer kassen, mens hendes hjertes udkårne i stigende grad er ændret til, hvad amerikanerne kalder ’househusband’.

I praksis betyder kvindernes succes, at stadig flere kvinder i USA har svært ved at finde en mand på deres eget løntrin. Nogle kvinder vælger derfor at gifte sig med en mand, der tjener mindre end dem selv, mens andre drager på datingudflugter til storbyer som New York, San Francisco og Boston, hvor udbuddet af mænd i deres egen liga er større.

Kilde: NY Times