Lidl er en af de største dagligvarekæder i Europa, men på det danske marked har den tyskejede kæde haft problemer med kvinderne, idet det primært har været mænd, der har trillet afsted med indkøbsvognen i butikkerne.
I marts gik Lidl i luften med egen Facebook-side og efter knap otte måneder, kan supermarkedskæden konstatere, at kvinderne strømmer til. Siden har 40.000 fans, hvoraf 70 procent er kvinder. Halvdelen af kvinderne er i alderen mellem 25 og 44 år, hvilket er drømmemålgruppen for Lidl.
Ifølge Markedsforing.dk viser analyser, at det i 80 procent af tilfældene er kvinder, der står for familiens dagligvareindkøb:
"Ved hjælp af Facebook kommer vi i direkte dialog med dem, hvilket er en kæmpe succes for os", siger Maria Frank, der er PR-ansvarlig hos Lidl Danmark.
"Det giver os en unik mulighed for direkte at fortælle målgruppen om nye tiltag, og samtidig får vi også kontant afregning. Vi kan lynhurtigt se om tiltagene falder i målgruppens smag, fx er vi jo lykkelige over at vores nye store satsning bake off afføder så mange positive kommentarer og forespørgsler."
Maria Frank mener, at Lidl Danmarks politik om åbenhed, hyppige
opslag og inddragelse af Facebook-brugerne er alfa og omega for sidens
succes. Ambitionen er, at Lidl bliver Danmarks største og bedste dagligvarekæde på Facebook.
Kilde: Markedsforing.dk
Kilde: Markedsforing.dk
Sådan går det hos et udvalg af Lidl's konkurrenter på Facebook:
Superbest: 1.500 fans
Irma: 15.500 fans
Superbrugsen: 40.000 fans
Netto: 51.000 fans
Fakta: 2.000 fans
Bilka: 66.000 fans
Kvickly: 29.000 fans