"Hvis vi kan frigøre Europas iværksætterpotentiale, kan vi
genskabe væksten i Europa”, vurderer EU-kommisæren for erhvervsliv og
iværksætteri, Antonio Tajani
Nye virksomheder - særligt de små og mellemstore af slagsen - er den
væsentligste kilde til øget beskæftigelse med over fire millioner nye
arbejdspladser i Europa hvert år.
Derfor vil EU-kommissæren for
erhvervsliv og iværksætteri, Antonio Tajani, nu give
iværksætterkulturen en saltvandsindsprøjtning.
”Flere iværksættere betyder flere job, mere innovation og større konkurrenceevne”, siger Tajani og tilføjer:
”Derfor vil vi gøre iværksætteri til en attraktiv og lettilgængelig
mulighed for de europæiske borgere. Hvis vi kan frigøre Europas
iværksætterpotentiale, kan vi genskabe væksten i Europa.”
Lettere adgang til finansiering
Kommissionens handlingsplan for at puste liv i iværksætterånden i Europa er rettet mod især kvinder, unge og arbejdsløse.
Derudover fokuserer planen på nødvendigheden af iværksætteruddannelse
og på at få fjernet hindringer for iværksætteri - som for eksempel
problemer med at få finansieret nye idéer og uoverskueligt meget
papirarbejde og bureaukrati.
Efter planen skal der i 2014 indføres et program for mikrofinansiering, som kan hjælpe nye iværksættere i gang.
Kilde: ritzau