søndag den 24. november 2013

Kvinder kan skabe afrikansk handelssucces

Ny rapport fra Verdensbanken peger på enkle tiltag der vil gøre det nemmere for kvinder at handle og dermed bidrage, ikke kun til at øge samhandlen mellem afrikanske lande, men også til at øge fødevaresikkerhed, skabe jobs og nedbringe fattigdom

 


I mange afrikanske lande er kvinder i overtal i de mindre landbrug. Kvinderne producerer afgrøder som majs, cassava, bomuld og ris, hvilket giver et enormt potentiale for samhandel mellem afrikanske lande indbyrdes og på det globale marked. Det skriver Ulands-nyt.dk.

Kvinder er samtidig med til at levere serviceydelser på tværs af landegrænser så som uddannelse, sundhed, regnskabsføring og juridisk rådgivning.

"I Afrika krydser hundredetusindvis af kvinder hver dag grænsen for at levere ydelser fra områder, hvor de kan købes relativt billigt til områder, hvor der er større brug for ydelserne", siger afrikaekspert Paul Benton fra Verdensbanken.

Afrikas handelspotentiale bliver imidlertid undermineret af de begræsninger, som kvinder står over for, og en ny rapport med titlen "Women and Trade in Africa: Realizing the Potential" fra Verdensbanken viser, hvordan kvinder kan komme til at spille en nøglerolle for hele kontinentets økonomiske udvikling.

Ifølge rapporten har regeringer og hjælpeorganisationer tendens til at overse kvindernes daglige udfordringer, når de arbejder med at lette samhandelen. Dertil kommer, at det er nødvendigt at tænke i, at kvinder er mindre tilbøjelige til at tage risici end mænd, hvorfor det skal være mere trygt for afrikanske kvinder at handle med andre lande. Et af værktøjerne er at sikre, at kvinder ikke bliver udsat for fysiske overgreb ved grænseovergange og risikerer at få konfiskeret deres varer.

Download rapporten "Women and Trade in Africa: Realizing the Potential"

Kilde: Ulands-nyt.dk og Worldbank.org

Ingen kommentarer:

Send en kommentar