/* Skift hover-farven i menuen */ .menu li a:hover, #PageList1 li a:hover, .navbar a:hover { color: #FE9414 !important; /* Erstat med din ønskede farve */ } .PageList .selected a { background-color: transparent !important; color: #FE9414 !important; /* Orange */ font-weight: bold; } WOMENOMICS - FÅ SUCCES HOS KVINDERNE: Clarins går efter den købestærke kvinde 50+

søndag den 16. marts 2014

Clarins går efter den købestærke kvinde 50+

Med sloganet ”50+ &fabulous”, hylder kosmetikfirmaet Clarins i sin nyeste lancering den købestærke og selvstændige kvinde, som har fejret sin 50-års-fødselsdag. Dermed rammer Clarins tidsånden 

 

Både Clarins og andre firmaer har luret, at det er en rigtig god ide at indlede en charmeoffensiv over for selvstændige kvinder, der har rundet de 50 år. Deres børn er flyttet hjemmefra, de har egen karriere, og de har penge nok. Kort sagt: Et købestærkt segment. Det skriver b.dk.

Kvinder 50+ bliver kaldt "Primetimers", ”Babyboomer generationen” eller ”Generation Plus”, og de ønsker ikke at skjule deres alder. I stedet vil de anerkendes for den alder, de har. Ifølge Danmarks Statistik er to millioner danskere 50 år og opefter. Det tal vil stige i de kommende år, og der er tale om et segment, der ikke holder på pengene.

Fokus på personlig frihed
Ifølge den amerikanske marketingguru Marti Barletta har kvinder i 50-års-alderen mere personlig frihed og flere penge til sig selv end nogensinde før. I sin bog ”Primetime Women” skriver hun, at modne kvinder i dag i højere grad tør være sig selv, end yngre kvinder gør. De vinker farvel til flinkeskolen og går efter at realisere sig selv og få det bedste ud af livet. De hviler mere i sig selv og følger passionen.

Marti Barletta nævner i sin bog 10 tal og facts om ”primetimere”, som hun definerer som kvinder 45+:
  1. Hun får frihed fra familieopgaver: Mange kvinder har op til 45-årsalderen brugt meget tid og energi på at skabe et godt hjem for deres børn og ægtefælle. Efter de 45 bliver der færre af disse tidskrævende opgaver, og det giver kvinden langt større personlig frihed og tid til at tænke mere på sig selv og sine egne interesser.
  2. Hun får mere tid til dig selv: Mænd har ifølge Marti Barletta altid været bedre til at skabe rum og tid til sig selv, end kvinder har. Når kvinder runder de 45 år, får de imidlertid større fokus på sig selv og egne behov. Mange kvinder oplever, at større frihed er begyndelsen på en ny livsepoke. Flasken er altså i mange modne kvinders øjne halvt fuld, og ikke halvt tom.
  3. Hun er mere tro mod sig selv: Mange kvinder får følelsen af, at de igen kan være sig selv, når de har rundet de 45 år: Det menneske, de var, før de blev gift og fik børn. Kvinden får fra midt i fyrrerne igen tid og rum til at læse sine ýndlingsbøger til sent om natten og sove længe i weekenden, hvis hun har lyst til det. Hvis hun gerne vil have asparges, er der ikke nogen børn, der protesterer og kræver hot dogs og burgere.
  4. Hun tør være den, hun er: Modne kvinder tør i højere grad være sig selv, end de gjorde, da de var yngre. De vinker farvel til flinkeskolen ud fra en årelang erfaring, der siger, at uanset, hvor sød og hjælpsom du er, kan du ikke være ven med alle. Derfor kan du lige så godt være ven med dig selv og følge dit eget hjerte. Det giver livskraft og retningssans.
  5. Hun bliver mere autentisk: Op til 45-årsalderen definerer kvinder sig ofte ud fra deres forskellige roller som mor, karrierekvinde, datter og veninde. Efter 45-års-fødselsdagen er kvinden i højere grad sig selv og dermed mere autentisk. Ugebladet Søndag udtrykker dette fænomen klart i sit slogan: "Til kvinder der er sig selv". Større autencitet betyder også, at primetimekvinden hviler mere i sig selv og ikke behøver at være perfekt for at være ”god nok”. Den modne kvinde lytter mere til sin egen indre stemme, end til andre menneskers råd.
  6. Hun føler sig stærkere: Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Ud fra denne devise har modne kvinder gennem livet høstet mange både gode og dyrekøbte erfaringer. Og det giver kvinderne personlig styrke, en følelse af større kontrol og power både fysisk og psykisk. Mange kvinder bliver mere effektive og målrettede med alderen. De ved, hvad de kan præstere.
  7. Hun får et bedre kærlighedsliv: Fra 45-årsalderen har kvinder større fokus på, at livet ikke varer evigt. Det giver den modne kvinde et større fokus på at få det bedste ud af livet – eller som der står på en T-shirt-tekst: ”Life is short – eat the dessert first”.
  8. Hun går efter passionen: En af de ting, som kvinder over 45 år vælger at bruge den nyvundne frihed til, er til at gå efter passionen - den passion, som mange kvinder har skubbet i baggrunden, fordi der har været så mange andre hensyn at tage med børn, hjem og karriere. Primetime-kvinder husker, hvor lykkelige de var dengang de besteg bjerge, spillede klaver eller fotograferede. De vækker gamle interesser til live igen.
  9. Hun udforsker nye muligheder: Mange kvinder over 45 år er på udkig efter nye muligheder. De ser en verden af muligheder for sig og er klar til at starte på en frisk. Samtidig er kvinderne villige til at tage chancer, som de ikke tidligere har vovet at tage. Yngre kvinder tager chancer, fordi de oplever sig selv som udødelige, mens primetimere tager chancer, fordi de ved, at livet skal leves nu og her.
  10. Hun har lyst til at lære nyt: Primetimekvinder har appetit på livet: 65 procent af kvinder over 45 år vil gerne vide mere om, hvad der sker i verden. 62 procent interesserer sig for personlig udvikling og spiritualitet. 60 procent nyder selve læreprocessen, mens 53 procent gerne vil lære mere for bedre at blive i stand til at nyde deres hobbyer og personlige interesser mere. 50 procent vil gerne lære nyt for at blive bedre til at få det bedste ud af hverdagen. 
KILDER: 
"Primetime Women" af Marti Barletta 
50 er ingen alder på b.dk