Ligestilling mellem kønnene i alle verdens lande i perioden frem mod 2025 vil gøre den samlede verdensøkonomi 26 pct. større. Det konkluderer en rapport op til den globale konference i København 'Woman Deliver', som kronprinsesse Mary er protektor for
Businesscasen for ligestilling mellem kønnene har aldrig været bedre. Verden ville være et betydeligt rigere sted, hvis politiske og økonomiske magthavere investerede målrettet i at aktivere kvinders erhvervs- og samfundsøkonomiske potentiale.
Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen.
Ugebrevet henviser til en ny rapport fra McKinsey Global Institute,
der dokumenterer den økonomiske case for ligestilling mellem kønnene.Ifølge McKinsey ville en hypotetisk fuld ligestilling mellem mænd
og kvinder i alle verdens lande i perioden frem mod 2025 gøre den
samlede verdensøkonomi 26 pct. større, eller hvad der svarer til 28.000
milliarder dollars, end den er i dag.
Den 16.- 19. maj 2016 slår Bella Center dørene op til den globale konference om ligestilling 'Women Deliver',
der over tre dage samler flere end 5.000 aktivister, politikere,
embedsmænd, erhvervsfolk og mediefolk fra over 150 lande. Her står den
politiske implementering af FN’s 17 bæredygtighedsmål, så de gør mest
mulig gavn for piger og kvinder, hvad angår sundhed, ligestilling,
uddannelse, miljø og arbejdsmarked, øverst på dagsordenen.H.K.H. Kronprinsesse Mary er protektor for konferencen, og hun har gjort ligestilling til sin hjertesag. I et interview i magasinet Eurowoman op til konferencen giver kronprinsessen udtryk for, at hun tror på, at verden kan forandres med ligestilling, for uden lige muligheder for alle, går verden i står. Derfor bruger hun sin stemme til at tale kvinders og pigers sag. Til magasinet udtaler kronprinsesse Mary blandt andet:
"Mit engagement i Women Deliver er et led i mit arbejde for at sætte fokus på ligestilling og pigers og kvinders rettigheder i hele verden, herunder seksuel og reproduktiv sundhed. Det skal aldrig være en begrænsning at blive født som pige. Hun skal have de samme muligheder for at nå sit fulde potentiale som en dreng. Men det tager tid og kræver en kontinuerlig indsats på alle niveauer fra enkeltpersoner og lokale foreninger til regeringer og FN-organisationer at skabe forandring. Det er en rejse."
Ifølge kronprinsessen investerer kvinder 90 procent af deres indtægt i deres børn og deres familie. For mænd er dette tal 30-40 procent, og som den danske prinsesse udtrykker det:
"Vi har altså ikke råd til ikke at have kvinderne med."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar