fredag den 20. november 2020

Kvindelige økonomiforskere vil blotlægge og bekæmpe barrierer, der favoriserer mænd

Det er naivt at tro, at det kun skyldes en mangel på kvalificerede ansøgere, når der kun er én kvinde blandt de i alt 22 økonomiprofessorer på Københavns Universitet 

Økonomifaget er generelt domineret af mænd på danske – og også mange udenlandske – universiteter, og selv om antallet af kvindelige ph.d.-studerende er steget, er det, som om udviklingen ikke forplanter sig blandt de fastansatte forskere.

Det skriver Uniavisen.

"Det er på tide, at vi erkender, at det ikke kun er et spørgsmål om, at der ikke er nok kvalificerede kvinder. Vi må se i øjnene, at der også er nogle strukturer, der står i vejen og bidrager til kønsskævheden," lyder det fra Miriam Wüst, økonomilektor på Københavns Universitet. 

Hun oplever ofte, at debatten om kvindelige økonomiforskere bliver kortsluttet af en enkelt bemærkning i stil med »vi må ikke ofre kvaliteten«. Underforstået: Når de faste stillinger så sjældent tilfalder kvinder, er det et udtryk for, at de ikke er gode nok.

"Der er en underliggende fortælling om, at så snart vi tematiserer køn og diversitet, er formålet at afskaffe det meritbaserede system. Fordi antagelsen er, at det system, vi har nu, kun handler om at belønne folk for deres meritter og lykkes med det. Det er dybt naivt. Selvfølgelig betyder det noget, hvilket netværk du har, hvem din vejleder er, og hvilke emner du forsker i."

Miriam Wüst.har sammen med over tredive andre økonomiforskere stiftet netværket Women in Economics Denmark.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar