fredag den 17. september 2021

METTE MURER: Kønsrollerne fucker med din hjerne

I går holdt vi boglancering og fejrede udgivelsen af bogen om murer Mette Schak Dahlmann, som i løbet af de senere år er blevet en stærk stemme i kønsdebatten - blandt andet fordi, hun har udviklet en unisex-skurvogn

'METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG' er titlen på en ny bog om Mette Schak Dahlmann, som jeg har forfattet. 

PRESSEMEDDELELSE: ”Vi lærer fra helt små, at der er en rigtig måde at være pige, dreng, kvinde og mand på, men virkeligheden er, at vi alle er mennesker med vidt forskellige talenter.”

Sådan lyder det fra Mette Schak Dahlmann, der lige nu er aktuel med bogen ”Mette Murer: Jeg er jo bare mig”, som udkommer den 16. september 2021. I bogen fortæller Dahlmann om, hvordan hun designede sin egen unisex-skurvogn og om alle de kønsstereotyper, hun har måttet bryde med for at uddanne sig til murer og finde sig til rette blandt mændene på byggepladsen.

”Vores talenter afhænger ikke at vores køn, men af vores individuelle evner og interesser. Når så helt ufatteligt mange mennesker vælger fag, uddannelse og karriere ud fra deres køn – og ikke ud fra interesser og talenter - er det fordi, kønsrollerne fucker seriøst med vores hjerner.”

Det er ingen hemmelighed, at det danske arbejdsmarked er stærkt kønsopdelt.

”I mange år har vi talt om såkaldte ’mandefag’ og ’kvindefag’, hvilket yderligere cementerer en traditionel fortælling om, at tekniske, matematiske og håndværksmæssige fag er for mænd, mens omsorgsfag og humaniora er for kvinder. Problemet er, at vi får denne fortælling ind med modermælken, og fortællingen begrænser talenternes frie bevægelighed på tværs af fag og brancher. På den måde bliver vores individuelle mulighederne på jobmarkedet begrænsede – både for kvinder, mænd og andre kønsidentiteter.”

Jakkemænd trækker i de røde strømper
”Dansk erhvervsliv er ved at få øjnene op for, at vi taber talentmasse på gulvet, når alt for få kvinder vælger at gøre karriere som murer, smed, VVS’er, datalog, topleder, ingeniør eller økonom. Derfor oplever vi i disse år, at stadig flere mænd i jakkesæt taler som rødstrømper og blandt andet er fortalere for øremærket barsel til mænd”, påpeger Anne-Mette Barfod, cand.polit og forfatter til bogen. Hun tilføjer, at mange erhvervsskoler, universiteter og organisationer gør en ihærdig indsats for at tiltrække kvinder til fag og discipliner, der traditionelt har en overvægt af mænd:

”Det gælder byggebranchen, og det gælder også stribevis af andre brancher og discipliner. Det er almindeligt anerkendt, at arbejdspladser med et mix af køn har et bedre arbejdsmiljø, tænker mere innovativt og genererer en bedre bundlinje. Derfor har vi brug for at gøre en indsat for at tiltrække kvinder også til forskning, topledelser og bestyrelser.”

Mette Schak Dahlmann har på egen krop oplevet, hvordan hun igen og igen er løbet panden mod en mur og er blevet mødt med fordomme og sexisme, blot fordi hun har ønsket at gøre karriere som murer:

”Det har på mange måder været megahårdt, fordi jeg altid har følt mig anderledes, fordi en murer traditionelt er en mand. Folk har talt mere om mig end til mig, selv om jeg er god til mit fag.”

KØB BOGEN HER >>

METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG
Forfatter: Anne-Mette Barfod
Redaktør: Via Christensen
Forlag: Powerpress
Vejl. pris: 295 kroner inkl. moms

Ingen kommentarer:

Send en kommentar