torsdag den 19. maj 2011

Mænd i bestyrelser vil ikke tages med bukserne nede

En norsk undersøgelse viser, at kvinder i bestyrelsen har en meget direkte effekt på mænd: Mændene gør sig ekstra umage med forberedelsen, da de ikke vil tages med bukserne nede, når der er kvinder med omkring bordet

Når kvindelige bestyrelsesmedlemmer har lavet deres lektier og møder velforberedte op til møderne, får det mændene til også at gøre mere ud af deres mødeforberedelse.

Det konkluderer den norske professor Morten Huse, der har gennemført en undersøgelse af, hvilken betydning kvinder har for arbejdsprocesserne i bestyrelserne. 341 mellemstore, norske virksomheder har deltaget i undersøgelsen. Til E24.no udtaler professoren:

”Selvfølgelig findes der både mandlige og kvindelige bestyrelsesmedlemmer, som ikke møder alt for velforberedte op, men de kvinder, der er velforberedte, sætter skub i en proces.”

Morten Huse vurderer, at der er to grunde til, at de nye, kvindelige bestyrelsesmedlemmer er flittige med lektionerne - og at mændene samtidig yder en ekstra indsats, når der er kvinder til stede:

”Når du kommer ind som minoritet i en majoritetsgruppe, er det nødvendigt at være godt forberedt. Det gælder uanset, om du er kvinde eller mand”, siger professoren. Derfor har kvindelige bestyrelsesmedlemmer ofte sat sig grundigt ind i dagordenens punkter.

”Den anden grund er, at mændene i bestyrelsen ikke vil tages med bukserne nede. Mændene vil ikke risikere at blive udstillet som bestyrelsesmedlemmer, der ikke gør deres job godt nok.”

Professor Morten Huses forskning viser, at mænd i det hele taget begynder at opføre sig anderledes, når der kommer kvinder i bestyrelsen. Ifølge Huse skyldes mændenes adfærdsændring ganske enkelt den simple grund, at der er kvinder til stede.

Flere kvinder i bestyrelserne kan føre til en bedre tone på møderne, en mere tillidsfuld holdning, et bedre fremmøde og mere innovation som følge af nye arbejdsprocesser.

Morten Huse har gennemført undersøgelsen ”Påvirker kvinner i styrer bedriftens innovasjonsevne?» i 341 mellemstore norske virksomheder med og uden kvinder i bestyrelsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar