Bilen er ikke længere mandens territorium. Det er i stigende grad kvinderne, der vælger hvilken bil, der skal købes - en tendens, som mange af bilimportørerne kan nikke genkendende til.
"Kvindelige bilister vil ikke længere finde sig i at blive spist af med en lille gammel konebil. I dag skal bilen være en rigtig kvindebil med både lækkert design, smukt inventar og gode køreegenskaber. Kort sagt bilen skal afspejle kvindens person, og der skal være plads til både karrieretaske og barnestol." Det fortæller pressechef Søren Hyltoft fra Renault til Motorsporten.dk. Renault er også med til at arrangere "Årets kvindebil".
Derfor er de kvindelige bilkøbere for alvor er kommet i fokus hos udstillerne på "Biler for Alle" i MCH Messecenter Herning 21.- 23. oktober samt 28.-30. oktober.
På bilmessen vil der for første gang være en carwalk. Her er de langbenede modeller skiftet ud med firhjulede lækkerier. På carwalken fremviser bilmærkerne hver især deres bedste bud på en supermodel med bildæk.
Også på bilmærkernes stande er blikket og bilerne i højere grad end tidligere rettet mod kvinderne. Bl.a. hos Kia som i deres nye Picanto har tilføjet et såkaldt Hollywood-spejl samt sko-skuffer til kvinderne.
At kvinderne i dag er en voksende målgruppe, er en tendens, der går igen hos både Audi, Suzuki og Toyota. Sidstnævnte afholder kvindekursus på messen – "Kvinde kend din bil".
I det hele taget har vi målrettet vores kommunikation mod kvinderne med overskrifter som "Lady in Red", "Grå går til alt" og "Den lille sorte", fortæller marketingskoordinator Christina Pontoppidan, Toyota Danmark A/S.
Også Audi har haft succes med foredrag for 1300 kvinder med bl.a. Pernille Aalund, som fortæller om bilen som et kvinde-statement og powersymbol. Ligeledes oplever Suzuki, at kvinderne i øget omfang bestemmer farve, form og udstyr, når der købes ny bil.
Biler for Alle 2011 finder sted i weekenderne 21.-23. oktober & 28.-30. oktober i MCH Messecenter Herning. Bilmessen arrangeres af MCH og De Danske Bilimportører i samarbejde Danmarks Automobilforhandler Forening.
Kilde: Motorsporten.dk