Nytænkning: Verdens ledende producent af vegetabilske specialfedtstoffer Aarhus Karlshamn (AAK) har indledt samarbejde med kvindegrupper i Burkina Faso. Samarbejdet sikrer gode leverancer til virksomheden samtidig med at kvinderne får en god og stabil indtægt
AAK gør dette for at sikre en stabil leverance og kvalitet af de strategisk vigtige sheakerner og for at forbedre levevilkårene lokalt i landsbyerne.
"Som verdens ledende producent af vegetabilske specialfedtstoffer har AAK indkøbt sheakerner i Vestafrika, herunder Burkina Faso, siden 1950erne", siger Knud Larsson, Sourching Director i AAK.
Sheakernene bliver især brugt til AAKs fremstilling af produkter til chokolade, og virksomheden arbejder tæt sammen med kvindegrupperne både for at handle med dem og for at undervise dem i, hvordan de kan forbedre kvaliteten af sheakernerne.
"I øjeblikket er mere end 10.000 kvinder medlemmer af disse grupper, og nu ønsker vi at tredoble antallet af kvinder, der er involveret", siger Knud Larsson.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) finder, at det er vigtigt og glædeligt, at virksomheder tager ansvar for at sikre høje handelsetiske standarder.