/* Skift hover-farven i menuen */ .menu li a:hover, #PageList1 li a:hover, .navbar a:hover { color: #FE9414 !important; /* Erstat med din ønskede farve */ } .PageList .selected a { background-color: transparent !important; color: #FE9414 !important; /* Orange */ font-weight: bold; } WOMENOMICS - FÅ SUCCES HOS KVINDERNE: Pink læbestift er ikke nok til at tiltrække kvinder til naturvidenskaben

onsdag den 27. juni 2012

Pink læbestift er ikke nok til at tiltrække kvinder til naturvidenskaben

Ny EU-kampagne der sigter mod at få flere kvinder til at læse naturvidenskabsfag er kvindenedgørende, mener flere. Videoen har Europa-kommissionen nu taget ned, men problemet er ikke løst, for på europæisk plan er der brug for 1 million flere forskere inden for naturvidenskaben - og det er særligt kvinder, der godt kunne være flere af

De seneste par dage har der været international opstandelse på nettet over en video udsendt af Europa Kommisionen. Videoen er en del af kampagnen 'Science: It's a girl thing', som skal inspirere flere kvinder til at vælge naturvidenskabelige studier, hvilket der er behov for, idet der på europæisk plan er brug for 1 million flere forskere inden for naturvidenskaben.

Videoen er nu taget ned, da mange har opfattet den som kvindenedgørende, fordi der er fokus på et pink tøseunivers med læbestift, høje hæle og flirtende blikke, mens den eneste deltagende mand sidder i en hvid kittel med et mikroskop, hvilket i højere grad signalerer seriøsitet og faglighed.

Videoen minder på mange måder om det setup, som også bragte sindene i kog internationalt, da en dansk billedserie af filosofiprofessor Vincent Hendricks med en flok sexede ’studiner’ blev offentliggjort på nettet. I et indlæg i Politiken kommenterede filosof Mikkel Gerken m.fl. billederne fra filosofisk fakultet som følger:


"Billederne fremstiller ikke bare sexede kvinder. De fremstiller kvindelige studerende som underdanige og uintelligente sexobjekter i en undervisningssituation. Billedserien har åbenlyst hentet sine æstetiske virkemidler fra pornografien. Endvidere fremstår de kvindelige studerende totalt deintellektualiserede."

Et samfundsøkonomisk problem
Både inden for faget filosofi og inden for naturvidenskaben er der store problemer med at tiltrække kvinder. Imidlertid er der ingen tvivl om, at billeder af sexede studiner og kloge mænd bidrager til at fastholde gammeldags kønstereotyper.

Samtidig er der tale om et alt for endimensionelt snapshot af kvindeliv i dag, hvor kvinder uddanner sig som aldrig før, bliver stadig mere formuende og efterhånden er hovedforsørgeren i hver tredje danske familie.

I praksis står både filosofistudiet og de naturvidenskabelige uddannelser derfor i den situation, at de skal konkurrere benhårdt om de bedste hoveder - og her er kvinderne ikke til at komme uden om. Selv om mange kvinder bestemt godt kan lide pink, læbestift og højhælede sko, skal der væsentligt mere til for at få en ung kvinde til at udfylde et ansøgningsskema til Danmarks Tekniske Universitet. Her er der brug for en langt mere seriøs og holistisk tilgang.

Den mere holistiske tilgang kræver, at uddannelserne - og Europa Kommisionens kampagnekontor - bliver bedre til at TÆNKE SOM EN KVINDE ved at sætte sig ind i, hvad det er, der gør naturvidenskabelige studier attraktive i kvinders øjne - og hvad det er, der måske direkte afskrækker mange kvinder fra at søge optagelse.

Tænk som en kvinde
En undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Science, fra University of Virginia i USA giver os et hint: Én af barriererne er, at naturvidenskaben opfattes som en mandeverden. Undersøgelsen dokumenterer således, at 70 procent af os i højere grad forbinder naturvidenskab med maskuline værdier end med feminine.

Lektor i didaktik Lars Ulriksen fra Institut for Naturfagenes Didaktik arbejder på et projekt kaldet IRIS, der skal hjælpe til bedre rekruttering af særligt kvinder til de naturvidenskabelige uddannelser. Han har tidligere arbejdet med en undersøgelse af det tekniske gymnasium (htx), hvor man spurgte eleverne om de mente at "rigtige" piger kunne interessere sig for naturvidenskab. Til det svarede hver 3. dreng og hver 5. pige NEJ. Derfor er der konflikt mellem det image naturvidenskaben har, og det image, man skal have, hvis man vil associeres med en 'rigtig kvinde'.

Samtidig er kvinder som udgangspunkt mere interesserede i, hvad naturvidenskaben kan bruges til, end drengene er. Derfor skal fagene linkes til kvindelige interesser, hvis unge kvinder skal få lyst til at søge optagelse på studierne. Det viser en undersøgelse gennemført af Sylvie Kerger fra Luxembourg Universitet ifølge Ingeniøren. Hun spurgte 134 drenge og 160 piger på 14 år om deres interesse for 80 emner, som de skulle forestille sig, at de kunne vælge at beskæftige sig med på en ny skole, som de skulle starte på det følgende år.

Inden for fysik fik de studerende for eksempel præsenteret emnerne 'hvordan bruges en laser til kosmetiske operationer' og 'hvordan læser en laser en CD'.

Det viste sig, at pigerne havde en signifikant højere interesse for it, statistik og fysik, når emnerne blev præsenteret på en mere 'kvindevenlig' måde. Men drengens interesse dalede til gengæld signifikant, når de fik emnerne præsenteret på den måde.

"Der var klare beviser for, at kvindevenlige emner øgede pigernes interesse i videnskabelige discipliner. Men drengene viste et lavere niveau af interesse, når de fik emnerne præsenteret på den måde. Pigerne var mere interesserede i sociale og virkelige sammenhænge som faldende skovarealer, hvorimod drengene klart fandt mekanik og teknologi mere tiltalende,« siger Sylvie Kerger ifølge nyhedssiden Alpha Galileo.

Hun foreslår, at denne viden bruges til at dele studerende op efter interesser eller lade dem vælge emner efter interesser.

Forskningen er blevet publiceret i British Journal of Educational Psychology.