Med kvindefrigørelsen lød startskuddet på en global megatrend, som vi
først nu er ved at få øjnene op for i Danmark. Kvindernes stigende
uddannelsesniveau, karriereambitioner og købekraft vil i de kommende
årtier revolutionere erhvervslivet
’Tænk som en kvinde – og tjen flere penge’
er titlen på en bog, som jeg udgiver sammen med Benja Stig Fagerland på
Gyldendal Business i 2013. Her sætter vi fokus på kvinder
som motor for økonomisk vækst ikke bare i Danmark, men også
internationalt.
I Danmark diskuterer vi i disse år frem og tilbage og igen og igen,
om vi skal have kvoter for kvinder i bestyrelserne eller ikke. Mens vi
bliver rundtossede af at køre rundt i den samme rille, overser vi i vid
udstrækning den store brede masse af kvinder, der allerede nu går deres
sejrsgang på de videregående uddannelser og med flotte eksamensbeviser
trækker adgangsbillet til en god og vellønnet karriere.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at kvinderne udgjorde 55 procent af
de kandidater, der færdiggjorde en lang videregående uddannelse i 2011.
Dette gælder ikke blot i Skandinavien, USA/Canada og EU. Selv
universiteterne i Teheran har en majoritet af kvindelige studerende,
ligesom de højere tekniske uddannelser i Kina. Dette til trods for, at
piger på grund af Kinas selektive aborter udgør under halvdelen af
årgangene.
Kvindernes fremmarch på de videregående uddannelser og på jobmarkedet
får store konsekvenser for erhvervslivet, for i fremtidens
videnssamfund bliver kvinderne ikke til at komme uden om som
vidensarbejdere, lederpotentiale, forbrugere, borgere og vælgere.
Derfor får erhvervslivet – som traditionelt primært har tænkt som en mand – brug for at omstille sig og stille spørgsmålet: Hvad er det, kvinder vil have?
Dette simple spørgsmål får i de kommende år konsekvenser for alt fra
udvikling af forretningsstrategier, produktudvikling og innovation til
markedsføring, HR, kommunikation, PR og branding.
Læs også:
Kvinder uddanner sig mest
Kvinderne styrer økonomien
Kvinder vil overhale mænd