Kommuner, stat og regioner skal være bedre til at målrette deres
ydelser til kvinder og mænd, drenge og piger. Det kan for eksempel være
at målrette aktiveringstiltag mod henholdsvis mænd og kvinder
Regeringen har i denne uge lanceret en ny strategi for, hvordan det
offentlige kan tænke køn ind i ydelserne til borgerne inden for
folkeskolen, ældreplejen, i sundhed, på beskæftigelsesområdet osv. Det
kan f.eks. være at målrette aktiveringstiltag mod henholdsvis mænd og
kvinder eller at gøre noget særligt for at få drenge til at tage en
uddannelse. Det skriver km.dk.
Grundlæggende går regeringens strategi ud på, at det offentlige skal
blive bedre til at lave en såkaldt ligestillingsvurdering af deres
ydelser og nye initiativer - for på den måde at overveje, om der skal
gøres noget særligt for at imødekomme enten kvinders eller mænds særlige
behov.
Ligestillingsvurdering - det der tidligere er blevet kaldt
kønsmainstreaming - handler kort og godt om at kende sin målgruppe. Helt
konkret skal man i det offentlige vurdere om de eventuelle forskelle,
der måtte være mellem mænd og kvinder på et givent område, giver
anledning til en særlig indsats, eller til at den indsats man er i gang
med skal udvikles og justeres, så den bedre når de relevante målgruppe
Ligestilling er mange ting
"Vi er vant til at
tænke, at ligestilling - det er noget med kvinder i bestyrelser eller
ligeløn. Men ligestilling er også rigtig mange andre ting", fastlår
minister for ligestilling og kirke Manu Sareen i forbindelse med
offentliggørelse af strategien.
"Og det fantastiske er, at hvis vi bliver bedre til at tænke køn med
ind i mange af de ting, vi gør i det offentlige, får vi ikke bare bedre
vilkår for begge køn, vi får også en masse andre gode ting med i købet",
fortsætter ministeren.
"Vi kan blive mere effektive, bruge ressourcerne bedre, og vi kan
give borgerne en bedre service. Med den nye strategi forsøger vi at
gribe tingene an helt konkret og meget lavpraktisk. Vi siger slet og
ret, at der, hvor det giver mening, skal vi tage højde for køn - fordi
det kan betale sig."
Med strategien lanceres også en ny hjemmeside, der bl.a. giver nogle konkrete redskaber til, hvordan man kan gøre. Læs strategien her