Er det først og fremmest i mandsdominerede brancher, der bliver skabt nye ideer? Ifølge norske forskere er kønstereotyper med til at gøre nogle brancher mere værdifulde end andre. Dermed taber vi kvinders ideer på gulvet
Det er først og fremmest mandsdominerede brancher inden for teknolog, IT og ingeniørfag, som bliver betragtet som innovative, og denne form for snæversyn er ifølge norske forskere en rigtig dårlig forretning.
”Samfundet skriger på innovation og på opfindsomme iværksættere. Vi har brug for forandring, nye organisationsformer og ny teknologi. Men de fleste studier omkring innovation handler om produkter, processer og organisationer - ikke om mennesker. På den måde bliver kønsperspektivet usynligt.” Det siger den norske forsker Gry Agnete Alsos fra Universitetet i Nordland til Kilden.no.
Sammen med Elisabet Ljunggren fra Nordlandsforskning og Ulla Hytti fra Handelshøgskolen i Åbo har Alsos undersøgt feltet køn og innovation, og for nylig blev artiklen om temaet ’Gender and innovation: state of the art and a research agenda’, udnævnt til ’Highly Commended Paper of 2013’ af International Journal of Gender and Entrepreneurship (IJGE). Udgiveren Emerald Group omtaler den som en af de mest imponerende artikler, de har læst i 2013.
Kvinder er også opfindsomme
”Innovation er blevet et stort politisk felt, som får bred støtte i dagens samfund. Men mandsdominerede brancher har meget mere gavn af denne form for støtte - både når det gælder penge og forskning. Specielt teknologibranchen bliver regnet for at være et sted, hvor der finder nytænkning sted, mens andre brancher som servicefag udelades”, siger Alsos til Kilden.no.
Alsos og Ljunggren har opdaget, at bortset fra i Sverige, er der forsket utroligt lidt i køn og innovation i Europa. Siden de gjorde denne opdagelse, er det lykkedes dem at sætte temaet køn og innovation på dagsordenen på større interationale konferencer, og i 2013 var de gæsteredaktører på en specialudgave af tidsskriftet IJGE.
”Køn betyder noget for, hvordan vi ser processer, og hvordan vi ser på nyskabelser. Hvis innovation bliver defineret som noget, som ingeniører og ledere arbejder med, leder vi kun dér, hvor de er. Og her finder vi altså flest mænd”, siger Alsos. Hun påpeger, at hvis vi i stedet leder på steder, hvor der er flest kvinder, kan vi måske på blik for andre ideer til innovation end dem, vi ser i dag.
Innovation i servicefag
I dag er der meget opmærksomhed på innovation i den offentlige sektor, og her er der fokus på teknologiske løsninger:
”Her kunne de være nyttigt at se mere på, hvordan de mange kvinder arbejder i sektoren”, mener Alsos.
”Hvis vi ser på, hvordan kvinder arbejder i den offentlige sektor, er det ikke nødvendigvis ny teknologi, der vil være løsningen, men måske snarere en bedre udnyttelse af den eksisterende arbejdskraft.”
En undersøgelse, der er gennemført af de norske forskerne Lene Foss, Kristin Woll og Mikko Moilanen i 2013 viser, at kvinder og mænd faktisk har lige mange ideer til nye løsninger og produkter, men at kvindernes ideer sjældnere bliver hørt. Undersøgelsen dokumenterede samtidig, at kvinder har mindre opbakning fra kollegerne til at få deres ideer gennemført.
”Kønsstereotyper, som siger, at mænd er mere opfindsomme og handlekraftige end kvinder er med til at gøre nogle brancher mere værdifulde end andre. Vi må være opmærksomme på denne type mekanismer”, siger Alsos.
Kilde: Kilden.no
Ingen kommentarer:
Send en kommentar