søndag den 14. december 2014

Julebudgettet er størst hos kvinder

Ifølge en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Nordea, bruger kvinder i gennemsnit 700 kroner mere på julegaver end mænd. Samtidig viser dugfriske tal, at kvinder handler lokalt og tilbringer længere tid end mænd i butikkerne - og det er der en god forklaring på

 

En ny undersøgelse, der bygger på 1.068 interviews blandt 18-65-årige, afspejler ifølge forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, tydeligt hvilket køn, der er tættest på hverdagen og indkøb. Til bt.dk siger hun:

"Det er kvinderne. Når det gælder gaver, så er det et område i privatøkonomien, hvor kvinder mere eller mindre har taget patent, og i mange familier er det sådan, at kvinden køber flest gaver, for hun køber ikke bare fra sig selv, men hun køber også for andre."

En anden undersøgelser op til jul er gennemført af prissammenligningssiden PriceRunner. Den viser, at 78 procent af de kvinder, der vil købe gaver i en fysisk butik, vil handle lokalt, mens kun 64 procent af mændene vil gøre det samme. Kvinderne vil generelt også bruge meget længere tid end mændene ude i de juletravle butikker. Kvinderne bruger op til ti timer på gaveindkøbene, mens mændene kan nøjes med fire timer, skriver detailfolk.dk.

Ifølge sociolog Emilia van Hauen er der en god forklaring på, at kvinder bruger så meget tid og energi på juleshopping. Til femina.dk siger hun:

"Kvinden defineres ofte som det sociale køn, og der er en historisk og kulturel forventning om, at vi tager os af andre. Vi er familiens omsorgsbærer, der sørger for, at de personer, vi er i relation med, føler sig elskede og værdsatte. Gavekøb er et symbol på den kærlighed og omsorg, vi kvinder viser vores relationer. Derfor betyder gaver, både dem, vi giver, og dem, vi modtager, mange gange mere for kvinder end for mænd."

Kilder: bt.dk og detailfolk.dk og femina.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar