mandag den 2. marts 2020

Kønsstereotyper fastholder patriarkalske magtstrukturer


Generelt er manden positioneret som det aktive, bejlende, seksuelt mere aggressive subjekt, mens kvinden er det passive, mere følelsesbetonede objekt. Sådanne stereotype forestillinger om kønnede hjerner har både personlige og politiske konsekvenser for kvinder og mænd

Mange af de råd om dating, man kan finde i magasiner og datingprogrammer, tager udgangspunkt i, at mænd har nogle særlige lyster og behov, og kvinder har nogle anderledes lyster og behov. Det skriver psykolog Sølve Storm Falkenberg i en kronik i Information.

”De to parter bliver beskrevet som fundamentalt forskellige i kraft af deres køn, hjerner og biologi. Det er dog forskelle, der tilsyneladende både skal hyldes og omfavnes. Det er normer, som man skal tilpasse sig for at opnå et godt parforhold – i stedet for at prøve at lave om på dem.”

Som eksempel nævner Falkenberg sexolog Jakob Olrik og psykolog Frej Prahl, der begge bliver brugt ofte i medierne. De mener begge, at lyster er bestemt af evolutionære, kønsbiologiske faktorer. Generelt er manden positioneret som det aktive, bejlende, seksuelt mere aggressive subjekt, mens kvinden er det passive, mere følelsesbetonede objekt. Der er således intet nyt under solen, siden den amerikanske psykolog John Grey i 1992 skrev, at ”kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars” i sin bestseller med samme titel.

Personlige og politiske konsekvenser
Terapeuternes stereotype forestillinger gør ifølge Falkenberg det intime liv til et spændingsfelt for en patriarkalsk magt, idet der er en tendens til, at strukturelle problemstillinger kun bliver behandlet som unikke, individuelle problemstillinger.

”For terapeuters råd har både personlige og politiske konsekvenser, og den viden, de formidler videre, vil aldrig være neutral. Alle terapeuter har holdninger til køn og kønsroller, uanset om de taler direkte om det eller ej.”

Selv om vi over tid har brudt med dele af de traditionelle kønsroller, så er der ifølge kronikøren stadig sociale normer og forventninger knyttet til køn, der styrer vores offentlige, personlige og intime liv. Rester af det mere traditionelle syn har overlevet i vores samfund op til i dag.

”Og så længe det er mest almindeligt at tænke, at mænd og kvinder af natur har forskellige psykologiske egenskaber, vil vi designe roller med særlige forventninger, identiteter og skæbner for dem.”

”Jeg har ofte læst og hørt parforholdseksperter sige ting som: »Den slags er mænd bare dårlige til,« hvis der eksempelvis er problemer med, at han ikke yder sin del i hjemmet. Det betyder, at terapeutens råd faktisk fastholder status quo. Indirekte opfordrer terapeuten til, at kvinden må give op på ellers rimelige krav til sin partner. Hun må opgive sine lyster og passioner i højere grad end sin mandlige partner og affinde sig med et ulige parforhold.

Det gør forholdet utilfredsstillende for hende at være i over tid, og måske bliver hun så træt af det i længden, at hun forlader sin mand. Her kan vi muligvis se noget af grunden til, at et amerikansk studie viser, at det i 70 procent af tilfældene er kvinden, der begærer skilsmisse.”


Ingen kommentarer:

Send en kommentar