SEXISME: Hvis skyld er det? Hvem peger flaskehalsen på?

Vi ved alle sammen godt inderst inde, at det ikke er i orden at udsætte en kollega for seksuel chikane. Alligevel er sexistiske overgreb virkelighed for mange – især for kvinder. Men hvis skyld er det egentlig, at specielt kvinder er udsat? Hvem peger flaskehalsen på?

I debatten om sexisme har medierne ofte happy hour ved at lade flaskehalsen pege på den krænkede kvinde. Hun får måske at vide, at hun bare kunne klæde sig mindre udfordrende....

Inden for kommunikationsbranchen er det kutyme at udarbejde en såkaldt ’interessentanalyse’, før vi lægger en kommunikationsstrategi for en virksomhed eller organisation. Analysen viser, hvilke mennesker, der på forskellig vis har lod og del i en konkret problematik.

Derfor har jeg som strategisk kommunikationsrådgiver her over formiddagskaffen stillet mig dette simple spørgsmål:

”Hvem har et medansvar for, at specielt kvinder bliver udsat for sexisme på jobbet og i medierne?”

Når jeg tænker listen over interessenter igennem, er der virkelig mange, som flaskehalsen peger på. Det er enkeltpersoner og grupper, som på forskellig vis er med til at påvirke den kultur, der hersker på danske arbejdspladser. Det er også helt konkret de journalister, politikere og opinionsdannere, der traditionelt har happy hour ved at victimblame de kvinder, som finder modet til at stå frem med deres personlige historier. Det er de medier, der har happy hour ved at bruge seksuelle krænkelser til at generere klik og tiltrække lumre læsere.

Den som flaskehalsen peger på
Nu er der jo ikke mange af os, som har lyst til, at flaskehalsen skal pege direkte på os, men hvis jeg et kort øjeblik skal skyde lidt fra hoften, så er der - uden at listen er udtømmende - temmelig mange mennesker, som er ’medansvarlige’, når vi taler sexisme. Det er både de mennesker, som har mulighed for at tage sexismen i opløbet, de mennesker, der har mulighed for at begrænse skaderne og de mennesker, der har mulighed for at tage ansvar fremadrettet og dermed gribe målrettet ind overfor en sexistisk kultur på jobbet:

• Ofrene for sexisme: Det er meget udbredt i den danske debat og hjemme ved sofabordet at give ofrene ansvar for sexismen. Flaskehalsen peger ofte på de kvinder, der fortæller om overgreb. Denne form for victim blaming rammer særligt kvindelige ofre, idet kvinderne får at vide, at de burde være bedre til at sige fra, måske gå mindre udfordrende klædt, måske ikke være så sippede og snerpede, måske være lidt bedre til at trække på skulderen. Måske skulle de i virkeligheden være lidt mere afslappede i forhold til jokes og turde tage en velment kompliment. Måske skulle de være lidt mere troværdige og ikke helt så navlepillende, opmærksomhedssøgende og selvpromoverende. Måske skulle disse kvinder tage lidt mere hensyn til mændene og ikke hænge hverken enkeltpersoner eller hele mandekønnet ud som potentielle krænkere. Eller måske skulle den enkelt kvinde snarere sætte navn på den enkelte mand, hvis hun altså skal stå frem i det hele taget. Måske er disse kvinder i virkeligheden en slags selvudnævnte ofre - ja, listen er lang. Det er en tradition at hænge ofrene ud, og mange tidligere ofre for seksuel chikane står i øjeblikket frem i medierne, hvor de fortæller om, hvordan de har følt, at de er blevet sat i en offentlig gabestok, når de er stået frem med deres fortælling om sexistiske overgreb. Ofrene er derfor helt klart en interessentgruppe.
  
• Krænkerne: En anden gruppe af interessenter er naturligvis krænkerne – altså de mænd og kvinder, der opfører sig sexistisk overfor kolleger på jobbet. Der er ingen tvivl om, at hvis disse krænkere ikke var så aktive med grænseoverskridende tilnærmelser, så var der langt mindre sexisme på de danske arbejdspladser. Krænkerne har ofte en magt på jobbet, som kan manifestere sig i seksuel chikane. Chikanen rammer specielt mindre magtfulde medarbejdere. Mange vil mene, at krænkerne også bærer på en god portion skyld og ansvar for, at sexismen er så udbredt, som mediebilledet fremviser i øjeblikket. Og taburetten vil i den kommende tid ganske givet vakle under magtfulde mennesker, som har udsat kolleger for seksuelle krænkelser og overgreb eller vendt det blinde øje til. I USA er der rullet mange hoveder, og lige nu er to dagblade under beskyldning for at krænke kvindelige kolleger ved at tjene penge på sexannoncer.
• Ledelserne: Udover ofre og krænkere peger flaskehalsen også på offentlige og private topledere, direktører og chefer, som bevidst eller ubevidst tillader en sexistisk kultur på arbejdspladsen ved ikke at gribe ind. Det kan være en kultur, der er sexistisk i form af direkte krænkelser og seksuelle overgreb, men det kan også være en kultur, hvor kvinder i dagligdagen bare ikke bliver respekteret på lige fod med mænd. Med disse mere bredsynede kønsbriller er det ingen tvivl om, at ledelser i både offentlige og private virksomheder og organisationer bærer et medansvar for sexisme på jobbet. For at tage temperaturen på dette medansvar i en tilfældig virksomhed kan vi egentlig blot nøjes med at kaste blikket på et billede af direktionen og bestyrelsen. På ganske få sekunder kan vi tydeligt afkode, om der er en nogenlunde lige repræsentation af kvinder og mænd i toppen – eller om der kan være tale om en virksomhed, der har tendens til at opprioritere mænd på bekostning af kvinder i rekrutteringsprocesserne. Dette vil nemlig givetvis påvirke magtbalancen mellem kønnene. I dag har kvinder overhalet mænd på universiteterne, så argumentet om, at det er svært at finde kvalificerede kvinder klinger efter hånden hult. Flaskehalsen peger derfor på ledelser, som i øvrigt risikerer at miste talentpotentiale som følge af uheldig employer branding. 
• Kollegerne: Flaskehalsen peger også på kolleger – ja, faktisk på alle medarbejdere på danske arbejdspladser. Her taler vi ikke offer og krænker, men det tavse flertal, som lader seksuelle krænkelser passere i stedet for at råbe op og sige stop. Det gælder også den lumre snak i omklædningsrummet. Hvis chefen, kollegaen eller den akademiske medarbejder igen og igen komme med lumre bemærkninger, er det let som medarbejder at føle sig fristet til at overhøre det og falde i et med tapetet. Det er let at tænke mest på sin egen jobsikkerhed, men hvis du gør det, så har du et medansvar for sexismen på din egen arbejdsplads. På den måde peger flaskehalsen også på dig som kollega.
• Medierne: Medierne bærer også en del af ansvaret for sexisme på jobbet. Det sker hver gang en tv-station eller avis ensidigt lader flaskehalsen pege på offeret eller holder hånden over krænkeren. Nogle medier gør endda krænkeren til offeret, og det spil kan en krænker også selv finde på at spille. Medierne har også et medansvar, når problematikken omkring sexisme bliver bagatelliseret, eller når medierne tager den krænkende adfærd i forsvar. Det skete under første bølge af #MeToo, hvor mange promoverede det synspunkt, at det værste for mænd ville være ’folkedomstolen’. Det ville - hvilket er helt korrekt - udfordre den enkelte mands retssikkerhed, hvis han blev hængt ud i medierne uden en fair rettergang. Ikke alle medier har på samme måde været villige til at holde hånden over de kvinder, der har fundet modet til at stå frem, og som også er blevet ramt af folkedomstolen. Medierne er samtidig ansvarlige for at lade sexismen blomstre i fuldt flor i kommentarspor på egne platforme i stedet for at slette grænseoverskridende kommentarer, ligesom det er mediernes ansvar, når de primært vælger mænd som ekspertkilder, når det gælder tunge stofområder som økonomisk politik eller videnskab. 
• De sociale medier: Flaskehalsen peger også på de sociale medier og alle de mennesker, som kommer med sexistiske kommentarer til de tapre kvinder, der finder modet til at stå frem. Derfor bærer alle, der har en profil på et socialt medie også ansvar for at slå ned på sexistiske indlæg, indrapportere dem, modsige dem og rundhåndet uddele vrede smiley'r.
• Kulturen i Danmark: Kulturen i Danmark har også et medansvar. Vi bærer på mange årtusinders kultur, hvor mænd traditionelt har haft en højere position i samfundet end kvinder. Denne kulturarv genererer stereotype forestillinger om kvinder og mænd og ideer om, hvordan kvinder skal være – og ikke være – både når det gælder udseende, karriere og moderskab. Det er ideer om, hvordan biologien efter sigende styrer kvinders adfærd - og ikke mænds. Disse samfundsskabte normer for kvinder og mænd er medansvarlige for sexismen, så kvinder eksempelvis oftere end mænd bliver kommenterer på deres udseende frem for på deres faglighed. Det gælder også i film- og teaterverdenen, hvor der er tradition for at sætte mænd i hovedrollen, unge kvinder i birollerne og midaldrende og ældre kvinder i statistrollerne, mens mandlige skuespillere hæver en højere løn end kvinder. Det samme problem ser vi inden for kunst og musikbranchen, hvor det specielt er mandlige kunstnere, der udstiller og mænd, der står på scenen med elguitaren. Hele denne kultur er med til at fortælle både kvinder og mænd, at manden er vigtigst. Det fører til, at nogle mænd føler, at de er i deres gode ret til at gramse lidt på kvinder.
  
• Politikerne: Dette er ikke en prioriteret liste over, hvem der har det største ansvar for sexismen på danske arbejdspladser, men blot en hurtig interessentanalyse. Derfor skal du ikke lægge noget i, at politikerne først indfinder sig i dette punkt på listen. Politikerne udformer lovene, og derfor bærer politikerne et meget stort ansvar på deres skulde. Det gælder alle de politikere, der tillader, at kvinder får mindre i løn end mænd og at kvindefag er mindre prestigefulde end mandefag. Denne politiske virkelighed er med til at fortælle os alle en historie om, at kvinder stadig er mindre værd end mænd – og dermed banes vejen for sexisme og usunde magtrelationer på jobbet og i hjemmet, hvor manden er overhunden, som føler sig berettiget.
• Fagbevægelsen: Fagbevægelsen har også et ansvar for sexisme på arbejdspladsen, og mange fagforeninger hjælper medarbejdere, som er udsat for seksuelle krænkelser på jobbet. Alle må naturligvis spørge sig selv, om de gør nok. Samtidig har fagbevægelsen også problemer med sexisme blandt i egne organisationer, så derfor er fagforeningerne af flere grunde med på denne liste over interessenter, som flaskehalsen peger på.
• Skole- og uddannelsessystemet: Flaskehalsen peger også på hele skole- og uddannelsessystemet, hvor piger lærer at være søde, stille og fornuftige, mens drenge lærer at føre sig frem og gå til kanten. Det er nok lidt hårdt sat op, men vi lærer vores drenge og piger, at der er stereotype forskelle på de to køn, og det skaber en magtrelation, hvor piger allerede i folkeskolen risikerer piger at blive kaldt ”fucking ludere” og det, der er værre. Her bærer pædagoger, lokalpolitikere, lærere og også forældre et medansvar for sexismen.Studievejlederne har også et ansvar, hvis de nærmest automatisk henviser unge piger til kvindefag og lavtlønsområder, fordi de - bevidst eller ubevidst - ikke mener, at kvinder er egnede til at være topøkonomer, ingeniører, brandmænd eller håndværkere. Vi kan også lige snupper de videregående uddannelsesinstitutioner med, nu vi er i gang, fordi disse også er med til at signalere, om et givent fag er til et bestemt køn. Det kan ske ved, at der er flest mænd - eller kvinder - på hjemmesiden og på studierne.
• Ægtefæller: Når vi taler sexisme kan vi heller ikke komme udenom at medtage ægtefæller, kæreste og partnere som en gruppe af interessenter. Hvis et parforhold er sådan skruet sammen, at manden tjener pengene, mens kvinden tager barsel, går på nedsat tid, tager alle barns sygedage etc., så bidrager det til sexismen ikke bare fordi de to partnere er ulige stillet rent økonomisk, men også fordi kvinden taber magt og position på jobbet. Derfor kan du som mor kræve, at I har en ægtepagt og deler formuen - herunder pensionsopsparingen - og du kan kræve, at din partner tager sin del af barslen, indkøbene, lægebesøgene, barns sygedage etc. etc. Som far kan du kræve mere barsel, byde mere ind på hjemlige sysler og dele pensionen via en ægtepagt.
  

Listen over interessenter stopper ikke her, men det gør dette indlæg for vi kan blive ved, og det er absolut nødvendigt at komme helt op i helikopterperspektiv, hvis vi skal sexismen på danske arbejdspladser til livs. Ligesom det er nødvendigt med en national strategi til bekæmpelse af corona, har vi brug for en national strategi til bekæmpelse af sexisme. Og ligesom en del af coronastrategien er at tage individuelt ansvar for rene hænder, må det samme gælde bekæmpelse af sexisme:

I legen 'den som flaskehalsen peger på', skal den udpegede altid gøre et eller andet. I stedet for at løbe fem gange rundt om bygningen eller hinke rundt og give tilfældige mennesker skylden, kan vi hver især spørge os selv: "Hvad kan jeg egentlig gøre for at bekæmpe sexismen alle de steder, den lever?"

Læs også: Sexisme - en flirt kan være rød, gul eller grøn, som jeg har skrevet sammen med psykolog Signe Hegestand.