Hjemmesider med mørke farver og lige linjer appellerer til mænd, mens kvinder tænder på flere farver og afrundede linjer. Det dokumenterer en undersøgelse fra Bucks New University, som samtidig viser, at de fleste hjemmesider er lavet til mænd
Mænd foretrækker hjemmesider, der er designet af mænd, mens kvinder foretrækker hjemmesider, designet af kvinder. Det viser en undersøgelse fra Bucks New University, som Gloria Moss har stået i spidsen for.
Undersøgelsen dokumenterer, at mænd generelt foretrækker hjemmesider med mørke farver, lige linjer, få detaljer og klar og tydelig typografi – gerne med tredimensionelle effekter. Samtidig synes mænd generelt godt om bevægelige objekter, maskiner, høje bygninger, voldelige temaer, mandlige figurer og karikaturer.
Disse features appellerer imidlertid ikke i samme grad til kvinder.
Kvinder foretrækker hjemmesider med afrundede linjer, flere farver og detaljer, usædvanlig typografi, statiske elementer, kvindelige figurer og smilende ansigter.
Ifølge Gloria Moss, der også er forfatter til bogen Gender, Design and Marketing, stammer forskellene mellem mænds og kvinders grafiske præferencer helt tilbage fra jæger-samler-samfundet.
Mænds præferencer viser ifølge Gloria Moss større visuelle og rumlige evner med reduceret farvesensitivitet. Disse færdigheder er uvurderlige for jægeren. Kvinders præferencer udviser større følsomhed over for farver. Farvefølsomheden har i jæger- og samlersamfundet gjort det lettere for kvinder at indsamle krydderurter, frugter og nødder.
Samtidig er der lidt større mellemrum mellem mænds øjne, end der er mellem kvinders. Det større mellemrum giver ifølge Gloria Moss mænd et mere stereoskopisk syn, hvilket betyder, at mænd ser den samme scene med begge øjne på lidt forskellige måder. Denne evne har betydning for mænds succes som jægere.
Kvinder menes at have bedre blik for farver, hvilket er af afgørende betydning for overlevelse i et samfund, hvor kvinder var samlere.
Ifølge Gloria Moss kan virksomheder bevidst vælge at trykke på tænd- eller slukknappen i forhold til henholdsvis kvindelige og mandlige kunder via webdesignet. Hun vurderer, at mange virksomheder traditionelt designer deres hjemmeside, så den primært appellerer til mænd. I praksis svarer det til at fiske efter nye kunder i et akvarium i stedet for at sejle ud på et blåt ocean.
Ved at appellere til mænd i designvalget, trykker virksomheden på slukknappen i forhold til kvinderne. Og det er for rigtig mange virksomheder en høj pris at betale, da undersøgelser viser, at kvinder har indflydelse på op mod 80 procent af købsbeslutningerne inden for en lang række produktkategorier. Samtidig har stadig flere virksomheder brug for at appellere til kvinderne, da kvinder i stigende grad udgør en vigtig talentmasse.