/* Skift hover-farven i menuen */ .menu li a:hover, #PageList1 li a:hover, .navbar a:hover { color: #FE9414 !important; /* Erstat med din ønskede farve */ } .PageList .selected a { background-color: transparent !important; color: #FE9414 !important; /* Orange */ font-weight: bold; } WOMENOMICS - FÅ SUCCES HOS KVINDERNE: Flere kvinder i bestyrelsen betyder markedsandele

torsdag den 8. marts 2012

Flere kvinder i bestyrelsen betyder markedsandele

Målet om flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer handler ikke kun om kvindekamp, etik og ligestilling, men også om bedre bundlinjer. Kvinder er ved at blive det købestærke køn, derfor må virksomheder finde de feminine sider frem

Af:


I spillet om bestyrelsesposter er der i erhvervslivet tradition for at sige, at det er kompetencerne – og ikke kønnet – der skal være afgørende. Det kan de fleste af os kun være enige i.

Imidlertid udgør gamle forestillinger om kønsroller stopklodser for den fri konkurrence mellem mænd og kvinder om topposterne. Når den danske erhvervselite skal udpege bestyrelsesmedlemmer, falder valget i ni ud af 10 tilfælde på en mand. Derved går virksomhederne glip af kvinders talentmasse på højeste niveau, og det rammer bundlinjen.

Det internationale erhvervsliv har for længst indset, at incitamentet til at få flere kvinder frem i høj grad handler om ’big business’. På det seneste topmøde i Northern Future Forum diskuterede ni stats- og regeringschefer fra de nordiske lande, de baltiske stater samt Storbritannien, hvilken betydning kvinder kan få som motor for økonomisk vækst – og ingen har sagt det mere tydeligt, end den britiske premierminister David Cameron:

»Hvis vi fejler med at frigøre kvindernes potentiale, svigter vi ikke blot disse individer, vi svigter hele vores økonomi.«

Akademisk forspring
Kvinders økonomiske potentiale er ikke til at komme uden om, og derfor forudser den svenske professor Arne Jernelöv, at kvinder i løbet af de næste 30 år bliver en væsentlig magtfaktor. I rapporten Amazonia – den framtida värld där kvinnor styr, som er udgivet af Institutet för Framtidsstudier, spår Jernelöv, at kvinder i praksis vil overtage magten i verden – blandt andet fordi kvinder stormer frem på uddannelserne.

Kvinder udgør 60 procent af alle universitetskandidater i Europa og Nordamerika, og selv i lande som Iran og De Forenede Arabiske Emirater er kvinder oppe på stiletterne. I Iran er 60 procent af universitetskandidaterne kvinder. I De Forenede Arabiske Emirater er tallet 70 procent. Samtidig er det også kvinden, der som familiens indkøbschef står for op mod 80 procent af købsbeslutningerne i USA. Dertil kommer, at kvinder bliver stadig mere formuende.

I fremtiden får kvinders stigende økonomiske magt betydning for alt fra forretningsstrategi til HR, produktudvikling, kommunikation og branding. Virksomheder må finde de mere feminine sider frem, tænke som kvinder og tage kvinders forskellige behov og ønsker langt mere alvorligt, end tilfældet er i dag. Det bliver nødvendigt at styrke relationerne til kvindelige interessenter – og fokusere på kommunikationen med kvinderne. Blandt andet ved vi fra amerikansk forskning, at langt de fleste corporate websites primært henvender sig til mænd, idet virksomhederne reelt trykker på off-knappen i forhold til deres kvindelige nøgleinteressenter. Det skyldes blandt andet, at topledelsen primært består af mænd.

Ifølge Eleanor Tabi Haller-Jorden, som er analytiker i den internationale tænketank Catalyst, er der meget klare beviser for, at flere kvinder i bestyrelsen forbedrer bundlinjen. Hun henviser til, at virksomheder med mindst tre kvinder i bestyrelsen på fire år forrenter egenkapitalen 46 procent bedre end virksomheder uden kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

Større talentmasse
Når vi i Danmark skal have flere kvinder i bestyrelserne, kan vi hente inspiration i Norge. Allerede i 2003 begyndte Norges store virksomheder, koncerner og selskaber at køre målrettede udviklingsprogrammer for kvinder, da kvoteringsloven trådte i kraft. Næringslivets Hovedorganisasjon (Norges svar på Dansk Industri, red.) startede med lederprojektet Female Future, som danske Benja Stig Fagerland initierede og i dag har sat op i flere andre lande. Projektet har været en så stor international succes, at Benja Stig Fagerland i år er blevet udnævnt til en af Europas mest inspirerende kvinder af The European Institute for Gender Equality under Europa Kommissionen: Women Inspiring Europe.

At kvinder udgør en guldgrube for erhvervslivet, har selv den inkarnerede modstander af kønskvoter Jan Akser, administrerende direktør i Finansnæringens Arbejdsgiverforening erkendt med ordene:

»Kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrenceevne.«

Kønskvoter eller ej: Den virksomhed, der skal vælge et lederteam eller en bestyrelse, får helt enkelt en langt større talentmasse at vælge udfra, hvis vi frigør markedskræfterne, så både mænd og kvinder får plads der, hvor fremtidens vækststrategier skabes.

Benja Stig Fagerland er forfatter, special rådgiver og skribent. Hun er udnævnt til en af Europas mest inspirerende kvinder af The European Institute for Gender Equality under Europa Kommissionen.

Anne-Mette Michaelsen er cand.polit., specialist i pr og kommunikation til kvinder og forfatter til bogen ’Pæne piger kommer i himlen – kloge kvinder vælger selv’