Efterhånden som USA er godt på vej ud af krisen, er det alle M/K på dæk. Den talentmasse, der ligger hos halvdelen af befolkningen, bør i videst muligt inddrages. Det skriver Jarl Frijs-Madsen, generalkonsul i New York i et indlæg på Business.dk
Washington Post-journalisten Brigid Schulte har netop udgivet bogen ”Overvældet”, der handler om de mange krav, der stilles til en moderne kvinde i forhold til at balancere familie og karriere. Men balance er nødvendig for økonomisk vækst. Det skriver Jarl Frijs-Madsen, der er generalkonsul i New York på Business.dk.
Foruden den åbenlyse makroøkonomiske effekt, er det ifølge generalkonsulen påvist i flere undersøgelser, at de værdier, kvinder tilfører en ledelsesgruppe, styrker bundlinjen. Imidlertid vurderer han, at manglende work-life balance er en stopklods i forhold til kvinders deltagelse i erhvervslivet:
Kvinder på arbejdspladser i USA føler sig ofte ”overvældede” og oplever, at skulle passe deres arbejde som om de ikke har en familie og deres familie, som om de ikke har et arbejde. Det har ifølge Frijs-Madsen inspireret Washington Post-journalisten Brigid Schulte til at skrive bogen ”Overvældet”. Af bogen fremgår det, at USA blandt andet kan lære af de grundvilkår, vi har i Danmark, der medvirker til at sikre balance mellem job- og familieliv: 37 timers arbejdsuge, fem til seks ugers ferie, statsstøttede daginstitutioner og lange, betalte barsels- og forældreorlov.
En dansk inspireret velfærdsmodel ligger ifølge Frijs-Madsen indlæg på Business.dk ikke lige om hjørnet i USA. Men de politiske initiativer skal ikke helt afskrives. I New York annoncerede den nye borgmester Bill de Blasio i sidste uge, at han til efteråret vil udrulle første fase af sit projekt om at skaffe alle børn i New York gratis adgang til børnehaveklasse. Et vigtigt skridt på vejen til at skabe bedre vilkår for, at New Yorks mødre kan blive på arbejdsmarkedet og bidrage til virksomhedernes bundlinje og USAs økonomiske vækst.
Jarl Frijs-Madsen gør samtidig opmærksom på, at specifikke programmer og virksomhedspolitikker designet til at give kvinder bedre adgang til ledelsesposter og pålægge ansvar hos lederne til at efterleve dette mål kan bidrage til at sikre, at kvinder i endnu højere grad kan spille en rolle i de største amerikanske virksomheder.
Kilde: Business.dk
Læs mere om bogen "Overvældet">>
Læs indlæg af Brigid Schulte på Washington Post>>