onsdag den 15. maj 2013

Kvinder trækker sig fra lederjob på grund af machokultur

I mange organisationer findes en kultur, som stammer fra en tid, da arbejdspladsen var mandens arena. Det mener den dansk-amerikanske ledelsesekspert Barbara Annis, som har gjort det til sin mission at ændre, hvad hun kalder et maskulint paradigme i erhvervslivet

Som den første kvindelige sales manager hos Sony i 1980’erne oplevede den dansk-amerikanske ledelsesekspert Barbara Annis, at hun havde knækket karrierekoden ved at opføre sig, tale og klæde sig som en mand.

”Jeg påtog mig en ekstrem maskulin adfærd inden for virksomhedens vægge, mens jeg uden for virksomheden var mig selv. Det var på en måde skizofrent og samtidig meget udmattende”, fortæller hun til Jyllands-Posten.

Ifølge Barbara Annis er den maskuline kultur en mere aggressiv og handlingsorienteret kultur, hvor det hele tiden gælder om at levere. Sådan en kultur er der mange kvinder, som ikke trives i, hvilket Annis blandt andet har dokumenteret i en undersøgelse, hvor 2.400 kvinder blev bedt om at begrunde årsagen til deres exit fra et lederjob.

Den oftest angivne grund var, at kvinderne ikke følte sig værdsatte på arbejdspladsen. På andenpladsen var, at de følte sig udelukket fra beslutningerne, mens årsagen på tredjepladsen var et mandsdomineret miljø.

Barbara Annis mener, at erhvervslivet traditionelt har fokus på, at der er kvinderne, der skal hakke en hæl og klippe en tå for at passe ind, men for at tiltrække flere kvinder til ledelse, er det hele virksomhedskulturen, der skal under lup. Derfor har hun sammen med den verdenskendte forfatter til bogen 'Kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars', skrevet bogen 'Work with med', der sætter fokus på, hvordan organsationer kan skabe arbejdspladser for begge køn, der skal inspirere erhvervslivet til handling.

Kilde: Jyllands-Posten
Køb Barbara Annis og John Gray's bog Work With Me på Amazon

Ingen kommentarer:

Send en kommentar