fredag den 21. januar 2022

Det handler ikke om social kontrol: Det er arbejdsgivernes fordomme, der gør det svært for muslimske kvinder at komme til jobsamtale

I en tid, hvor arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, er det interessant at læse, at muslimske kvinder har langt sværere end alle os andre ved at komme til jobsamtale. Narrativet om, at det skyldes social kontrol, holder ifølge ny rapport ikke vand. Det er i højere grad arbejdsgiverne, der er skeptiske overfor muslimske kvinder - specielt hvis de bærer tørklæde 

Muslimske kvinder har de seneste år stormet frem på uddannelserne, men det har haltet med fremdriften, når det kommer til at komme i arbejde efter endt uddannelse. 

Ifølge en ny rapport om islamofobi skal vi finde forklaringen i, at det er langt sværere for muslimske kvinder at komme til jobsamtale, end det er for deres etnisk danske studiekammerater. Dette står i kontrast til det narrativ, der ofte bæres frem af medier og politikere, som fokuserer på, at arbejdsløsheden skyldes negativ social kontrol fra eksempelvis mandlige familiemedlemmer, der angiveligt nægter disse kvinder at arbejde. Dette narrativ er ifølge mediet Vinkel360 ikke underbygget af data. 

Til gengæld er det dokumenteret, at muslimske kvinder skal sende 18 procent flere ansøgninger for at komme til jobsamtale, og hvis de bærer tørklæde, er tallet 60 procent. 

Amani Hassani, der blandt andet har en doktorgrad i sociologi, står for indsamling af empiri og formidling til rapportens danske bidrag. Hun efterlyser en debat, der hviler på forskningsbaseret viden frem for på udokumenterede narrativer: 

"Når politikerne maler at billede af, at kvindelige minoriteter ikke vil i arbejde, så siver det det jo ned gennem samfundet og smitter af. I stedet burde vi tale om, hvordan vi som samfund skaber et miljø for folk, der ikke ligner os. Vi kan ikke bare irettesætte enkelte individer der opføre sig racistisk. Det hjælper kun, hvis vi samtidig også kigger på vores institutioner og forsøger at skabe nogle strukturer, der ikke automatisk fravælger kvinder alene på grund af deres muslimske baggrund. Hvis kvinder med tørklæde skal sende 60 procent flere ansøgninger for at komme til jobsamtale, så har vi jo som samfund et problem, som vi bliver nødt til at behandle oppefra og ned". 

Kilde: vinkel360.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar