Kun fem kvinder blandt de 50 mest citerede eksperter i Danmark

Akademikerbladet i januar offentliggjort en liste over Danmarks mest citerede eksperter, hvor kvinderne stadig er i mindretal. Blandt listens 50 eksperter i 2024 finder man fem kvinder

Akademikerbladet har i januar præsenteret det 50 mest citerede eksperter i danske medier i 2024, baseret på en opgørelse lavet i samarbejde med Infomedia. 

Krigsforsker og lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, topper listen med 1220 citater, hvilket afspejler den store efterspørgsel på analyser af sikkerheds- og forsvarspolitiske emner i lyset af krigen i Ukraine, situationen i Mellemøsten og Arktis.

Økonomiprofessor Michael Svarer og seniorforsker Flemming Splidsboel fra DIIS følger på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Blandt de 50 eksperter er 45 mænd, ingen kvinder optræder i top 20, og ingen eksperter har minoritetsbaggrund. Listen viser også, at 24 af eksperterne er professorer, mens den yngste er 40 år, og fem er over 70.

Professor Mark Ørsten fra Roskilde Universitet bemærker, at eksperterne på listen ofte er dem, der formidler komplekst stof på en tilgængelig måde og tager telefonen, når medierne ringer. Dog advarer han om, at den faste kreds af kilder kan udfordre pluralismen og begrænse nye perspektiver.

Noa Redington kritiserer manglen på kvinder og personer med anden etnisk baggrund blandt de mest citerede og kalder det en "total falliterklæring" for medierne. Samtidig understreger han vigtigheden af, at stærke eksperter bidrager til den offentlige debat.

Listen viser, at ekspertformidling stadig har stor betydning i traditionelle medier, da politikere og offentligheden primært henter deres viden herfra.

Kilde: DM.dk

Universiteter fremhæver dobbelt så ofte mænd som kvinder i pressemeddelelser

Når universiteterne udsender pressemeddelelser, er det i 68 procent af tilfældene med en opfordring til journalisterne om at kontakte en mand for at få kommentarer. Men problemet starter et andet sted, påpeger forskere, ifølge Videnskab.dk

Det er der flere undersøgelser, der viser. Ifølge den seneste undersøgelse fra DM Akademikerbladet var blot 5 ud af de 50 mest citerede eksperter i medierne i 2024 kvinder – ingen af dem i top 20.

Hos Danmarks Radio er 31 procent af kilderne kvinder, og en omfattende rapport fra RUC viste i 2021, at blot 25 procent af ekspertkilderne i danske medier var kvinder.

Det er dog ikke kun i nyhedsbilledet, at kønsbalancen tipper kraftigt til mændenes side. Også i universiteternes eget pressemateriale – det, som de vil have journalisterne til at skrive deres nyheder ud fra – vejer mændene tungest.

Ifølge en optælling, som Videnskab.dk har foretaget, opfordrer universiteterne nemlig dobbelt så ofte journalister til at kontakte mænd som kvinder i deres pressemeddelelser. 

Kilde: Videnskab.dk

 

Det handler ikke om social kontrol: Det er arbejdsgivernes fordomme, der gør det svært for muslimske kvinder at komme til jobsamtale

I en tid, hvor arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, er det interessant at læse, at muslimske kvinder har langt sværere end alle os andre ved at komme til jobsamtale. Narrativet om, at det skyldes social kontrol, holder ifølge ny rapport ikke vand. Det er i højere grad arbejdsgiverne, der er skeptiske overfor muslimske kvinder - specielt hvis de bærer tørklæde 

Muslimske kvinder har de seneste år stormet frem på uddannelserne, men det har haltet med fremdriften, når det kommer til at komme i arbejde efter endt uddannelse. 

Ifølge en ny rapport om islamofobi skal vi finde forklaringen i, at det er langt sværere for muslimske kvinder at komme til jobsamtale, end det er for deres etnisk danske studiekammerater. Dette står i kontrast til det narrativ, der ofte bæres frem af medier og politikere, som fokuserer på, at arbejdsløsheden skyldes negativ social kontrol fra eksempelvis mandlige familiemedlemmer, der angiveligt nægter disse kvinder at arbejde. Dette narrativ er ifølge mediet Vinkel360 ikke underbygget af data. 

Til gengæld er det dokumenteret, at muslimske kvinder skal sende 18 procent flere ansøgninger for at komme til jobsamtale, og hvis de bærer tørklæde, er tallet 60 procent. 

Amani Hassani, der blandt andet har en doktorgrad i sociologi, står for indsamling af empiri og formidling til rapportens danske bidrag. Hun efterlyser en debat, der hviler på forskningsbaseret viden frem for på udokumenterede narrativer: 

"Når politikerne maler at billede af, at kvindelige minoriteter ikke vil i arbejde, så siver det det jo ned gennem samfundet og smitter af. I stedet burde vi tale om, hvordan vi som samfund skaber et miljø for folk, der ikke ligner os. Vi kan ikke bare irettesætte enkelte individer der opføre sig racistisk. Det hjælper kun, hvis vi samtidig også kigger på vores institutioner og forsøger at skabe nogle strukturer, der ikke automatisk fravælger kvinder alene på grund af deres muslimske baggrund. Hvis kvinder med tørklæde skal sende 60 procent flere ansøgninger for at komme til jobsamtale, så har vi jo som samfund et problem, som vi bliver nødt til at behandle oppefra og ned". 

Kilde: vinkel360.com

METTE MURER: Kønsrollerne fucker med din hjerne

I går holdt vi boglancering og fejrede udgivelsen af bogen om murer Mette Schak Dahlmann, som i løbet af de senere år er blevet en stærk stemme i kønsdebatten - blandt andet fordi, hun har udviklet en unisex-skurvogn

'METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG' er titlen på en ny bog om Mette Schak Dahlmann, som jeg har forfattet. 

PRESSEMEDDELELSE: ”Vi lærer fra helt små, at der er en rigtig måde at være pige, dreng, kvinde og mand på, men virkeligheden er, at vi alle er mennesker med vidt forskellige talenter.”

Sådan lyder det fra Mette Schak Dahlmann, der lige nu er aktuel med bogen ”Mette Murer: Jeg er jo bare mig”, som udkommer den 16. september 2021. I bogen fortæller Dahlmann om, hvordan hun designede sin egen unisex-skurvogn og om alle de kønsstereotyper, hun har måttet bryde med for at uddanne sig til murer og finde sig til rette blandt mændene på byggepladsen.

”Vores talenter afhænger ikke at vores køn, men af vores individuelle evner og interesser. Når så helt ufatteligt mange mennesker vælger fag, uddannelse og karriere ud fra deres køn – og ikke ud fra interesser og talenter - er det fordi, kønsrollerne fucker seriøst med vores hjerner.”

Det er ingen hemmelighed, at det danske arbejdsmarked er stærkt kønsopdelt.

”I mange år har vi talt om såkaldte ’mandefag’ og ’kvindefag’, hvilket yderligere cementerer en traditionel fortælling om, at tekniske, matematiske og håndværksmæssige fag er for mænd, mens omsorgsfag og humaniora er for kvinder. Problemet er, at vi får denne fortælling ind med modermælken, og fortællingen begrænser talenternes frie bevægelighed på tværs af fag og brancher. På den måde bliver vores individuelle mulighederne på jobmarkedet begrænsede – både for kvinder, mænd og andre kønsidentiteter.”

Jakkemænd trækker i de røde strømper
”Dansk erhvervsliv er ved at få øjnene op for, at vi taber talentmasse på gulvet, når alt for få kvinder vælger at gøre karriere som murer, smed, VVS’er, datalog, topleder, ingeniør eller økonom. Derfor oplever vi i disse år, at stadig flere mænd i jakkesæt taler som rødstrømper og blandt andet er fortalere for øremærket barsel til mænd”, påpeger Anne-Mette Barfod, cand.polit og forfatter til bogen. Hun tilføjer, at mange erhvervsskoler, universiteter og organisationer gør en ihærdig indsats for at tiltrække kvinder til fag og discipliner, der traditionelt har en overvægt af mænd:

”Det gælder byggebranchen, og det gælder også stribevis af andre brancher og discipliner. Det er almindeligt anerkendt, at arbejdspladser med et mix af køn har et bedre arbejdsmiljø, tænker mere innovativt og genererer en bedre bundlinje. Derfor har vi brug for at gøre en indsat for at tiltrække kvinder også til forskning, topledelser og bestyrelser.”

Mette Schak Dahlmann har på egen krop oplevet, hvordan hun igen og igen er løbet panden mod en mur og er blevet mødt med fordomme og sexisme, blot fordi hun har ønsket at gøre karriere som murer:

”Det har på mange måder været megahårdt, fordi jeg altid har følt mig anderledes, fordi en murer traditionelt er en mand. Folk har talt mere om mig end til mig, selv om jeg er god til mit fag.”

KØB BOGEN HER >>

METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG
Forfatter: Anne-Mette Barfod
Redaktør: Via Christensen
Forlag: Powerpress
Vejl. pris: 295 kroner inkl. moms

Kvindehadske fora på nettet er et demokratik problem

Ny kortlægning af nordiske mænds tilhørsforhold til kvindehadske internetfælleskaber viser, at omkring 850 nordiske unge mænd er aktive i kvindehadske internetfora 

Rapporten peger på, at fællesskabernes nedsættende sprog og synet på kvinder flytter over på gængse sociale platform.På den måde kan det hadefulde og nedladende sprog brede sig til hverdagssproget på de sociale medier.

 

"Det er et demokratisk problem, hvis særligt kvinder udsættes for had og derfor trækker sig fra fx offentlige diskussioner, eller hvis der sker en opblomstring af kvindehadske normer i samfundet. På baggrund af den nye viden fra rapporten arrangerer vi næste år en international konference for fagpersoner, så vi kan finde ud af, hvordan vi bedst muligt kommer udfordringen til livs, så alle – uanset køn – kan deltage frit i den offentlige debat", siger Peter Hummelgaard, beskæftigelses- og ligestillingsminister. 

 

Download rapporten her >>

Kilde: Norden.org

SEXISME: Hvis skyld er det? Hvem peger flaskehalsen på?

Vi ved alle sammen godt inderst inde, at det ikke er i orden at udsætte en kollega for seksuel chikane. Alligevel er sexistiske overgreb virkelighed for mange – især for kvinder. Men hvis skyld er det egentlig, at specielt kvinder er udsat? Hvem peger flaskehalsen på?

I debatten om sexisme har medierne ofte happy hour ved at lade flaskehalsen pege på den krænkede kvinde. Hun får måske at vide, at hun bare kunne klæde sig mindre udfordrende....

Inden for kommunikationsbranchen er det kutyme at udarbejde en såkaldt ’interessentanalyse’, før vi lægger en kommunikationsstrategi for en virksomhed eller organisation. Analysen viser, hvilke mennesker, der på forskellig vis har lod og del i en konkret problematik.

Derfor har jeg som strategisk kommunikationsrådgiver her over formiddagskaffen stillet mig dette simple spørgsmål:

”Hvem har et medansvar for, at specielt kvinder bliver udsat for sexisme på jobbet og i medierne?”

Når jeg tænker listen over interessenter igennem, er der virkelig mange, som flaskehalsen peger på. Det er enkeltpersoner og grupper, som på forskellig vis er med til at påvirke den kultur, der hersker på danske arbejdspladser. Det er også helt konkret de journalister, politikere og opinionsdannere, der traditionelt har happy hour ved at victimblame de kvinder, som finder modet til at stå frem med deres personlige historier. Det er de medier, der har happy hour ved at bruge seksuelle krænkelser til at generere klik og tiltrække lumre læsere.

Den som flaskehalsen peger på
Nu er der jo ikke mange af os, som har lyst til, at flaskehalsen skal pege direkte på os, men hvis jeg et kort øjeblik skal skyde lidt fra hoften, så er der - uden at listen er udtømmende - temmelig mange mennesker, som er ’medansvarlige’, når vi taler sexisme. Det er både de mennesker, som har mulighed for at tage sexismen i opløbet, de mennesker, der har mulighed for at begrænse skaderne og de mennesker, der har mulighed for at tage ansvar fremadrettet og dermed gribe målrettet ind overfor en sexistisk kultur på jobbet:

• Ofrene for sexisme: Det er meget udbredt i den danske debat og hjemme ved sofabordet at give ofrene ansvar for sexismen. Flaskehalsen peger ofte på de kvinder, der fortæller om overgreb. Denne form for victim blaming rammer særligt kvindelige ofre, idet kvinderne får at vide, at de burde være bedre til at sige fra, måske gå mindre udfordrende klædt, måske ikke være så sippede og snerpede, måske være lidt bedre til at trække på skulderen. Måske skulle de i virkeligheden være lidt mere afslappede i forhold til jokes og turde tage en velment kompliment. Måske skulle de være lidt mere troværdige og ikke helt så navlepillende, opmærksomhedssøgende og selvpromoverende. Måske skulle disse kvinder tage lidt mere hensyn til mændene og ikke hænge hverken enkeltpersoner eller hele mandekønnet ud som potentielle krænkere. Eller måske skulle den enkelt kvinde snarere sætte navn på den enkelte mand, hvis hun altså skal stå frem i det hele taget. Måske er disse kvinder i virkeligheden en slags selvudnævnte ofre - ja, listen er lang. Det er en tradition at hænge ofrene ud, og mange tidligere ofre for seksuel chikane står i øjeblikket frem i medierne, hvor de fortæller om, hvordan de har følt, at de er blevet sat i en offentlig gabestok, når de er stået frem med deres fortælling om sexistiske overgreb. Ofrene er derfor helt klart en interessentgruppe.
  
• Krænkerne: En anden gruppe af interessenter er naturligvis krænkerne – altså de mænd og kvinder, der opfører sig sexistisk overfor kolleger på jobbet. Der er ingen tvivl om, at hvis disse krænkere ikke var så aktive med grænseoverskridende tilnærmelser, så var der langt mindre sexisme på de danske arbejdspladser. Krænkerne har ofte en magt på jobbet, som kan manifestere sig i seksuel chikane. Chikanen rammer specielt mindre magtfulde medarbejdere. Mange vil mene, at krænkerne også bærer på en god portion skyld og ansvar for, at sexismen er så udbredt, som mediebilledet fremviser i øjeblikket. Og taburetten vil i den kommende tid ganske givet vakle under magtfulde mennesker, som har udsat kolleger for seksuelle krænkelser og overgreb eller vendt det blinde øje til. I USA er der rullet mange hoveder, og lige nu er to dagblade under beskyldning for at krænke kvindelige kolleger ved at tjene penge på sexannoncer.
• Ledelserne: Udover ofre og krænkere peger flaskehalsen også på offentlige og private topledere, direktører og chefer, som bevidst eller ubevidst tillader en sexistisk kultur på arbejdspladsen ved ikke at gribe ind. Det kan være en kultur, der er sexistisk i form af direkte krænkelser og seksuelle overgreb, men det kan også være en kultur, hvor kvinder i dagligdagen bare ikke bliver respekteret på lige fod med mænd. Med disse mere bredsynede kønsbriller er det ingen tvivl om, at ledelser i både offentlige og private virksomheder og organisationer bærer et medansvar for sexisme på jobbet. For at tage temperaturen på dette medansvar i en tilfældig virksomhed kan vi egentlig blot nøjes med at kaste blikket på et billede af direktionen og bestyrelsen. På ganske få sekunder kan vi tydeligt afkode, om der er en nogenlunde lige repræsentation af kvinder og mænd i toppen – eller om der kan være tale om en virksomhed, der har tendens til at opprioritere mænd på bekostning af kvinder i rekrutteringsprocesserne. Dette vil nemlig givetvis påvirke magtbalancen mellem kønnene. I dag har kvinder overhalet mænd på universiteterne, så argumentet om, at det er svært at finde kvalificerede kvinder klinger efter hånden hult. Flaskehalsen peger derfor på ledelser, som i øvrigt risikerer at miste talentpotentiale som følge af uheldig employer branding. 
• Kollegerne: Flaskehalsen peger også på kolleger – ja, faktisk på alle medarbejdere på danske arbejdspladser. Her taler vi ikke offer og krænker, men det tavse flertal, som lader seksuelle krænkelser passere i stedet for at råbe op og sige stop. Det gælder også den lumre snak i omklædningsrummet. Hvis chefen, kollegaen eller den akademiske medarbejder igen og igen komme med lumre bemærkninger, er det let som medarbejder at føle sig fristet til at overhøre det og falde i et med tapetet. Det er let at tænke mest på sin egen jobsikkerhed, men hvis du gør det, så har du et medansvar for sexismen på din egen arbejdsplads. På den måde peger flaskehalsen også på dig som kollega.
• Medierne: Medierne bærer også en del af ansvaret for sexisme på jobbet. Det sker hver gang en tv-station eller avis ensidigt lader flaskehalsen pege på offeret eller holder hånden over krænkeren. Nogle medier gør endda krænkeren til offeret, og det spil kan en krænker også selv finde på at spille. Medierne har også et medansvar, når problematikken omkring sexisme bliver bagatelliseret, eller når medierne tager den krænkende adfærd i forsvar. Det skete under første bølge af #MeToo, hvor mange promoverede det synspunkt, at det værste for mænd ville være ’folkedomstolen’. Det ville - hvilket er helt korrekt - udfordre den enkelte mands retssikkerhed, hvis han blev hængt ud i medierne uden en fair rettergang. Ikke alle medier har på samme måde været villige til at holde hånden over de kvinder, der har fundet modet til at stå frem, og som også er blevet ramt af folkedomstolen. Medierne er samtidig ansvarlige for at lade sexismen blomstre i fuldt flor i kommentarspor på egne platforme i stedet for at slette grænseoverskridende kommentarer, ligesom det er mediernes ansvar, når de primært vælger mænd som ekspertkilder, når det gælder tunge stofområder som økonomisk politik eller videnskab. 
• De sociale medier: Flaskehalsen peger også på de sociale medier og alle de mennesker, som kommer med sexistiske kommentarer til de tapre kvinder, der finder modet til at stå frem. Derfor bærer alle, der har en profil på et socialt medie også ansvar for at slå ned på sexistiske indlæg, indrapportere dem, modsige dem og rundhåndet uddele vrede smiley'r.
• Kulturen i Danmark: Kulturen i Danmark har også et medansvar. Vi bærer på mange årtusinders kultur, hvor mænd traditionelt har haft en højere position i samfundet end kvinder. Denne kulturarv genererer stereotype forestillinger om kvinder og mænd og ideer om, hvordan kvinder skal være – og ikke være – både når det gælder udseende, karriere og moderskab. Det er ideer om, hvordan biologien efter sigende styrer kvinders adfærd - og ikke mænds. Disse samfundsskabte normer for kvinder og mænd er medansvarlige for sexismen, så kvinder eksempelvis oftere end mænd bliver kommenterer på deres udseende frem for på deres faglighed. Det gælder også i film- og teaterverdenen, hvor der er tradition for at sætte mænd i hovedrollen, unge kvinder i birollerne og midaldrende og ældre kvinder i statistrollerne, mens mandlige skuespillere hæver en højere løn end kvinder. Det samme problem ser vi inden for kunst og musikbranchen, hvor det specielt er mandlige kunstnere, der udstiller og mænd, der står på scenen med elguitaren. Hele denne kultur er med til at fortælle både kvinder og mænd, at manden er vigtigst. Det fører til, at nogle mænd føler, at de er i deres gode ret til at gramse lidt på kvinder.
  
• Politikerne: Dette er ikke en prioriteret liste over, hvem der har det største ansvar for sexismen på danske arbejdspladser, men blot en hurtig interessentanalyse. Derfor skal du ikke lægge noget i, at politikerne først indfinder sig i dette punkt på listen. Politikerne udformer lovene, og derfor bærer politikerne et meget stort ansvar på deres skulde. Det gælder alle de politikere, der tillader, at kvinder får mindre i løn end mænd og at kvindefag er mindre prestigefulde end mandefag. Denne politiske virkelighed er med til at fortælle os alle en historie om, at kvinder stadig er mindre værd end mænd – og dermed banes vejen for sexisme og usunde magtrelationer på jobbet og i hjemmet, hvor manden er overhunden, som føler sig berettiget.
• Fagbevægelsen: Fagbevægelsen har også et ansvar for sexisme på arbejdspladsen, og mange fagforeninger hjælper medarbejdere, som er udsat for seksuelle krænkelser på jobbet. Alle må naturligvis spørge sig selv, om de gør nok. Samtidig har fagbevægelsen også problemer med sexisme blandt i egne organisationer, så derfor er fagforeningerne af flere grunde med på denne liste over interessenter, som flaskehalsen peger på.
• Skole- og uddannelsessystemet: Flaskehalsen peger også på hele skole- og uddannelsessystemet, hvor piger lærer at være søde, stille og fornuftige, mens drenge lærer at føre sig frem og gå til kanten. Det er nok lidt hårdt sat op, men vi lærer vores drenge og piger, at der er stereotype forskelle på de to køn, og det skaber en magtrelation, hvor piger allerede i folkeskolen risikerer piger at blive kaldt ”fucking ludere” og det, der er værre. Her bærer pædagoger, lokalpolitikere, lærere og også forældre et medansvar for sexismen.Studievejlederne har også et ansvar, hvis de nærmest automatisk henviser unge piger til kvindefag og lavtlønsområder, fordi de - bevidst eller ubevidst - ikke mener, at kvinder er egnede til at være topøkonomer, ingeniører, brandmænd eller håndværkere. Vi kan også lige snupper de videregående uddannelsesinstitutioner med, nu vi er i gang, fordi disse også er med til at signalere, om et givent fag er til et bestemt køn. Det kan ske ved, at der er flest mænd - eller kvinder - på hjemmesiden og på studierne.
• Ægtefæller: Når vi taler sexisme kan vi heller ikke komme udenom at medtage ægtefæller, kæreste og partnere som en gruppe af interessenter. Hvis et parforhold er sådan skruet sammen, at manden tjener pengene, mens kvinden tager barsel, går på nedsat tid, tager alle barns sygedage etc., så bidrager det til sexismen ikke bare fordi de to partnere er ulige stillet rent økonomisk, men også fordi kvinden taber magt og position på jobbet. Derfor kan du som mor kræve, at I har en ægtepagt og deler formuen - herunder pensionsopsparingen - og du kan kræve, at din partner tager sin del af barslen, indkøbene, lægebesøgene, barns sygedage etc. etc. Som far kan du kræve mere barsel, byde mere ind på hjemlige sysler og dele pensionen via en ægtepagt.
  

Listen over interessenter stopper ikke her, men det gør dette indlæg for vi kan blive ved, og det er absolut nødvendigt at komme helt op i helikopterperspektiv, hvis vi skal sexismen på danske arbejdspladser til livs. Ligesom det er nødvendigt med en national strategi til bekæmpelse af corona, har vi brug for en national strategi til bekæmpelse af sexisme. Og ligesom en del af coronastrategien er at tage individuelt ansvar for rene hænder, må det samme gælde bekæmpelse af sexisme:

I legen 'den som flaskehalsen peger på', skal den udpegede altid gøre et eller andet. I stedet for at løbe fem gange rundt om bygningen eller hinke rundt og give tilfældige mennesker skylden, kan vi hver især spørge os selv: "Hvad kan jeg egentlig gøre for at bekæmpe sexismen alle de steder, den lever?"

Læs også: Sexisme - en flirt kan være rød, gul eller grøn, som jeg har skrevet sammen med psykolog Signe Hegestand.

 

BBC investerer massivt i diversitet og inklusion

Den britiske tv- og nyhedskanal BBC vil fra april 2021 og frem til 2024 investere massivt i diversitet både på skærmen og bag den. Med dette initiativ åbner BBC dørene for nye historier, bredere journalistiske vinkler og andre typer af historiefortællere

BBC har i mere end 100 år været engageret i diversitet og inklusion, men nu ønsker den britiske tv- og nyhedskanal at gå skridtet videre under overskriften ’The BBC’sCreative Diversity Commitment’. Fra april 2021 til 2024 vil kanalen investere massivt i diversitet både på og bag skærmen. Fremskridtene vil blive dokumenteret i BBC’s årsrapporter.

BBC forpligter sig til at skabe indhold med mindst to af disse tre prioriteringer:

• Diversitet i historier og portrætter på skærmen
• Diversitet i produktionsteams og talenter
• Produktionsselskaber, der skal ledes ud fra ambitionen om diversitet

BBC's direktør for kreativ mangfoldighed, Juni Sarpong udtaler: 

”Jeg kom til BBC som en outsider. Før jeg kom med, havde jeg en idé om, at dette var en organisation, der ikke ville ændre sig. Hvad jeg fandt, var noget andet: En organisation, der havde ambitiøse mål for mangfoldighed og inklusion, men ikke vidste, hvordan man skulle nå dem. Dette initiativ vil hjælpe med til at skabe reel forandring, som vil mærkes af alle målgrupper. Det vil også skabe en stærk ramme, der hjælper forskellige historiefortællere til at lykkes på alle niveauer i branchen."

Juni Sarpong udtrykker samtidig personlig glæde over det nye initiativ:

"Som en sort kvinde føler jeg og deler jeg den smerte, som så mange mærker over hele verden. Det gør det desto vigtigere, at vi nu yder en indsats ikke kun med ord, men med meningsfuld handling. ”

Generaldirektør Tony Hall udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af ambitionen:

”Det meningsløse drab på George Floyd - og hvad det fortæller os om ​​systemisk racisme - har haft en dybtgående indflydelse på os alle. Det har fået os til at stille spørgsmålstegn ved, hvad vi mere kan gøre for at hjælpe med at tackle racisme - og arbejde for integration i vores organisation og i samfundet som helhed. Dette er vores svar, og det vil føre til ændringer i, hvad vi laver, og hvem der laver det. Det er et stort spring fremad - og vi har mere at annoncere i de kommende uger. ”

BBC investerer 100 millioner pund i initiativet, hvilket svarer til 815 millioner kroner.

Kilde: BBC

Læs også:

• Talentfulde kvinder er i undertal som ekspertkilder i medierne >>
• Kun hver fjerde kilde i danske nyheder er en kvinde >>
• Få kvinder i medierne kan koste bundlinje >>