Womenomics i praksis: Analyse dokumenterer markant fremgang for kvinder i afrikansk politik

En analyse fra den tyske avis Deutsche Welle baseret på data fra Den Interparlamentariske Union viser, at flere kvinder får uddannelse, økonomisk selvstændighed og politisk indflydelse. Udviklingen understøtter en central womenomics-pointe om vækst gennem talentdiversitet

En analyse fra den tyske internationale medieorganisation Deutsche Welle, baseret på data fra Den Interparlamentariske Union (IPU), dokumenterer en tydelig strukturel udvikling: Kvinder får i stigende grad politisk indflydelse i afrikanske parlamenter. 

Det skriver Verdens Bedste Nyheder.

Ved årtusindskiftet udgjorde kvinder omkring otte procent af kontinentets beslutningstagere. I dag er andelen steget til over 20 procent, og flere lande ligger markant højere. Analysen peger dermed på en langsigtet bevægelse: Når kvinder får adgang til uddannelse og økonomisk selvstændighed, styrker det både demokrati og samfundsøkonomi.

Ifølge analysen hænger fremgangen tæt sammen med stigende uddannelsesniveau blandt kvinder. Flere kvinder gennemfører længere uddannelser og opnår dermed større økonomisk uafhængighed. Det ændrer incitamentstrukturer og øger kvinders mulighed for at engagere sig politisk og professionelt. Samtidig skaber kvindelige beslutningstagere synlige rollemodeller, som inspirerer yngre generationer til at deltage i politik og ledelse. Globaliseringen spiller også en rolle, fordi unge kvinder i stigende grad orienterer sig mod internationale forbilleder.

Analysen viser store forskelle mellem landene. Rwanda ligger i toppen med næsten 65 procent kvindelige parlamentarikere, blandt andet fordi landet har indført kvoter, der reserverer en andel af pladserne til kvinder. I Senegal og Sydafrika har politiske partier ligeledes arbejdet med strukturer, der sikrer en mere balanceret repræsentation. Institutionelle rammer kan dermed accelerere udviklingen, men analysen understreger, at uddannelse og økonomisk empowerment er de grundlæggende drivkræfter.

Kilde: Verdens Bedste Nyheder

Psykologien bag, hvorfor vi kalder Kamala Harris ved fornavn og Donald Trump ved efternavn

 

I USA er der blusset en debat op om, hvorvidt det er respektløst at være på fornavn med vicepræsident Kamala Harris, mens Donald Trump mest bliver omtalt ved sit efternavn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alt tyder på, at vicepræsident Kamala Harris bliver Demokraternes kandidat til dette års præsidentvalg, og det har sat gang i en onlinedebat om den rette måde at tiltale kandidaten på. Diskussionen går på, om det er mest passende at kalde hende ved hendes for- eller efternavn.

En af deltagerne i debatten er Miriam Lindner, som har en doktorgrad i politisk psykologi, og hun påpeger, at folk i gennemsnit er dobbelt så tilbøjelige til at kalde mandlige professionelle ved deres efternavn sammenlignet med kvindelige.

Lindner bemærker i sit indlæg, at det kan være afgørende at omtale Harris ved hendes efternavn for at undgå kønsskævhed i valget. Hun understreger, at uformelle fornavnsreferencer kan underminere kvinders evner og betydning.

På fornavn med kvinderne
Stav Atir, som har en doktorgrad i socialpsykologi fra Cornell University, har bidraget til forskningsartikel om, hvordan kønnet er bestemmende for omtalen af professionelle. Hun bekræfter overfor mediet Today.com, at folk er mere tilbøjelige til at bruge fornavne til kvinder end til mænd.

”Vi ved, at fornavnet i højere grad er forbundet med fortrolighed”, forklarer hun og bemærker, at fornavne markerer en person som ’mere tæt på og tilgængelig’, mens et efternavn efternavnet opfattes som lidt mere 'distanceret'.

”Der er fordele og ulemper ved begge dele”, forklarer hun, men der er en tendens til, at det er kønsstereotyper, der afgør, om vi bruger for- eller efternavn:

”Kvinder er lidt mere tilgængelige, mere tæt på og har lavere status, mens mænd generelt ses som mere kompetente og mindre tæt på."

Omvendt bemærker hun, at brug af efternavne med eller uden titler som ’Senator Harris’ eller ’Trump’ kan understrege hierarki og respekt og samtidig skabe distance.

 

Flere kvinder skal indtage den politiske scene

Myten om at kvinder ikke interesserer sig for politik holder ikke, og vi går glip af talent, når kun hvert tredje kommunalbestyrelsesmedlem og kun 13 procent af landets borgmestre er kvinder. Det tal skal op fastslår en række politikere med beskæftigelsesministeren i spidsen

"Som samfund risikerer vi at gå glip af talent, når vi i befolkningen er lige mange mænd og kvinder, men kun hvert tredje kommunal­bestyrelsesmedlem og – hold nu fast – kun 13 procent af landets borgmestre er kvinder. De tal skal op. For argumentet om, at kvinder ikke interesserer sig for politik, holder ikke."

Det skriver Peter Hummelgaard, Fatma Øktem, Astrid Carøe, Samira Nawa, Pernille Skipper, Franciska Rosenkilde og Lars Aslan Rasmussen, hhv. ligestillingsminster og ligestillingsordførere for Venstre, Sf, Radikal, Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet i et indlæg på Altinget.dk

"Det kan vi se, når tre ud af fem regionsrådsformænd efter sidste regionsrådsvalg var kvinder, to ud af de seneste tre statsministre er kvinder, og seks ud af ti partiledere blandt folketingets partier er kvinder. 

Som politiker går man forrest, man leder og har indflydelse, samtidig er man en frontfigur, der har mulighed for at føre sine visioner og ideer ud i livet. Og får vi flere kvinder op på den politiske scene, kan det inspirere andre kvinder – yngre som ældre – til også at indtage den scene, de ønsker."

Arbejdet med at bane vej for mere diversitet og flere kvinder i politik starter og slutter ifølge politikerne internt i partierne, hvor kandidaterne stiller op og rekrutteringen foregår.

"Og vi skal spørger os selv: Har vi en kultur, hvor der er en grundlæggende respekt for hinanden og andres grænser, hvor alle kan komme til orde, og ligger møderne på tidspunkter, der kan kombineres med familielivet?

Det er i sidste ende kulturen og omgangsmåden i hver enkelt forening og hvert enkelt parti, der afgør om vi – mænd som kvinder – trives og har lyst til at bidrage. Den seneste debat om seksuel chikane har vist, at der også i de politiske partier er behov for sikre en kultur, så det er klart, at seksuel chikane og krænkende adfærd ikke er acceptabel i politik."

Nyt inspirationsmateriale giver ifølge Beskæftigelsesministeriet råd og inspiration til at arbejde med diversitet og flere kvinder i politik. Materialet indeholder fem råd til, hvordan partier kan arbejde aktivt med området. Rådene har fokus på både ledelse, kulturforandring i partierne og brug af rollemodeller, og de følges op af en række konkrete anbefalinger og initiativer, der enten kan iværksættes her og nu eller implementeres over en længere periode. Derudover er der cases og gode eksempler fra erhvervs- og foreningslivet samt citater og fakta.

Kilde: Altinget og Beskæftigelsesministeriet

 

 

SEXISME: Hvis skyld er det? Hvem peger flaskehalsen på?

Vi ved alle sammen godt inderst inde, at det ikke er i orden at udsætte en kollega for seksuel chikane. Alligevel er sexistiske overgreb virkelighed for mange – især for kvinder. Men hvis skyld er det egentlig, at specielt kvinder er udsat? Hvem peger flaskehalsen på?

I debatten om sexisme har medierne ofte happy hour ved at lade flaskehalsen pege på den krænkede kvinde. Hun får måske at vide, at hun bare kunne klæde sig mindre udfordrende....

Inden for kommunikationsbranchen er det kutyme at udarbejde en såkaldt ’interessentanalyse’, før vi lægger en kommunikationsstrategi for en virksomhed eller organisation. Analysen viser, hvilke mennesker, der på forskellig vis har lod og del i en konkret problematik.

Derfor har jeg som strategisk kommunikationsrådgiver her over formiddagskaffen stillet mig dette simple spørgsmål:

”Hvem har et medansvar for, at specielt kvinder bliver udsat for sexisme på jobbet og i medierne?”

Når jeg tænker listen over interessenter igennem, er der virkelig mange, som flaskehalsen peger på. Det er enkeltpersoner og grupper, som på forskellig vis er med til at påvirke den kultur, der hersker på danske arbejdspladser. Det er også helt konkret de journalister, politikere og opinionsdannere, der traditionelt har happy hour ved at victimblame de kvinder, som finder modet til at stå frem med deres personlige historier. Det er de medier, der har happy hour ved at bruge seksuelle krænkelser til at generere klik og tiltrække lumre læsere.

Den som flaskehalsen peger på
Nu er der jo ikke mange af os, som har lyst til, at flaskehalsen skal pege direkte på os, men hvis jeg et kort øjeblik skal skyde lidt fra hoften, så er der - uden at listen er udtømmende - temmelig mange mennesker, som er ’medansvarlige’, når vi taler sexisme. Det er både de mennesker, som har mulighed for at tage sexismen i opløbet, de mennesker, der har mulighed for at begrænse skaderne og de mennesker, der har mulighed for at tage ansvar fremadrettet og dermed gribe målrettet ind overfor en sexistisk kultur på jobbet:

• Ofrene for sexisme: Det er meget udbredt i den danske debat og hjemme ved sofabordet at give ofrene ansvar for sexismen. Flaskehalsen peger ofte på de kvinder, der fortæller om overgreb. Denne form for victim blaming rammer særligt kvindelige ofre, idet kvinderne får at vide, at de burde være bedre til at sige fra, måske gå mindre udfordrende klædt, måske ikke være så sippede og snerpede, måske være lidt bedre til at trække på skulderen. Måske skulle de i virkeligheden være lidt mere afslappede i forhold til jokes og turde tage en velment kompliment. Måske skulle de være lidt mere troværdige og ikke helt så navlepillende, opmærksomhedssøgende og selvpromoverende. Måske skulle disse kvinder tage lidt mere hensyn til mændene og ikke hænge hverken enkeltpersoner eller hele mandekønnet ud som potentielle krænkere. Eller måske skulle den enkelt kvinde snarere sætte navn på den enkelte mand, hvis hun altså skal stå frem i det hele taget. Måske er disse kvinder i virkeligheden en slags selvudnævnte ofre - ja, listen er lang. Det er en tradition at hænge ofrene ud, og mange tidligere ofre for seksuel chikane står i øjeblikket frem i medierne, hvor de fortæller om, hvordan de har følt, at de er blevet sat i en offentlig gabestok, når de er stået frem med deres fortælling om sexistiske overgreb. Ofrene er derfor helt klart en interessentgruppe.
  
• Krænkerne: En anden gruppe af interessenter er naturligvis krænkerne – altså de mænd og kvinder, der opfører sig sexistisk overfor kolleger på jobbet. Der er ingen tvivl om, at hvis disse krænkere ikke var så aktive med grænseoverskridende tilnærmelser, så var der langt mindre sexisme på de danske arbejdspladser. Krænkerne har ofte en magt på jobbet, som kan manifestere sig i seksuel chikane. Chikanen rammer specielt mindre magtfulde medarbejdere. Mange vil mene, at krænkerne også bærer på en god portion skyld og ansvar for, at sexismen er så udbredt, som mediebilledet fremviser i øjeblikket. Og taburetten vil i den kommende tid ganske givet vakle under magtfulde mennesker, som har udsat kolleger for seksuelle krænkelser og overgreb eller vendt det blinde øje til. I USA er der rullet mange hoveder, og lige nu er to dagblade under beskyldning for at krænke kvindelige kolleger ved at tjene penge på sexannoncer.
• Ledelserne: Udover ofre og krænkere peger flaskehalsen også på offentlige og private topledere, direktører og chefer, som bevidst eller ubevidst tillader en sexistisk kultur på arbejdspladsen ved ikke at gribe ind. Det kan være en kultur, der er sexistisk i form af direkte krænkelser og seksuelle overgreb, men det kan også være en kultur, hvor kvinder i dagligdagen bare ikke bliver respekteret på lige fod med mænd. Med disse mere bredsynede kønsbriller er det ingen tvivl om, at ledelser i både offentlige og private virksomheder og organisationer bærer et medansvar for sexisme på jobbet. For at tage temperaturen på dette medansvar i en tilfældig virksomhed kan vi egentlig blot nøjes med at kaste blikket på et billede af direktionen og bestyrelsen. På ganske få sekunder kan vi tydeligt afkode, om der er en nogenlunde lige repræsentation af kvinder og mænd i toppen – eller om der kan være tale om en virksomhed, der har tendens til at opprioritere mænd på bekostning af kvinder i rekrutteringsprocesserne. Dette vil nemlig givetvis påvirke magtbalancen mellem kønnene. I dag har kvinder overhalet mænd på universiteterne, så argumentet om, at det er svært at finde kvalificerede kvinder klinger efter hånden hult. Flaskehalsen peger derfor på ledelser, som i øvrigt risikerer at miste talentpotentiale som følge af uheldig employer branding. 
• Kollegerne: Flaskehalsen peger også på kolleger – ja, faktisk på alle medarbejdere på danske arbejdspladser. Her taler vi ikke offer og krænker, men det tavse flertal, som lader seksuelle krænkelser passere i stedet for at råbe op og sige stop. Det gælder også den lumre snak i omklædningsrummet. Hvis chefen, kollegaen eller den akademiske medarbejder igen og igen komme med lumre bemærkninger, er det let som medarbejder at føle sig fristet til at overhøre det og falde i et med tapetet. Det er let at tænke mest på sin egen jobsikkerhed, men hvis du gør det, så har du et medansvar for sexismen på din egen arbejdsplads. På den måde peger flaskehalsen også på dig som kollega.
• Medierne: Medierne bærer også en del af ansvaret for sexisme på jobbet. Det sker hver gang en tv-station eller avis ensidigt lader flaskehalsen pege på offeret eller holder hånden over krænkeren. Nogle medier gør endda krænkeren til offeret, og det spil kan en krænker også selv finde på at spille. Medierne har også et medansvar, når problematikken omkring sexisme bliver bagatelliseret, eller når medierne tager den krænkende adfærd i forsvar. Det skete under første bølge af #MeToo, hvor mange promoverede det synspunkt, at det værste for mænd ville være ’folkedomstolen’. Det ville - hvilket er helt korrekt - udfordre den enkelte mands retssikkerhed, hvis han blev hængt ud i medierne uden en fair rettergang. Ikke alle medier har på samme måde været villige til at holde hånden over de kvinder, der har fundet modet til at stå frem, og som også er blevet ramt af folkedomstolen. Medierne er samtidig ansvarlige for at lade sexismen blomstre i fuldt flor i kommentarspor på egne platforme i stedet for at slette grænseoverskridende kommentarer, ligesom det er mediernes ansvar, når de primært vælger mænd som ekspertkilder, når det gælder tunge stofområder som økonomisk politik eller videnskab. 
• De sociale medier: Flaskehalsen peger også på de sociale medier og alle de mennesker, som kommer med sexistiske kommentarer til de tapre kvinder, der finder modet til at stå frem. Derfor bærer alle, der har en profil på et socialt medie også ansvar for at slå ned på sexistiske indlæg, indrapportere dem, modsige dem og rundhåndet uddele vrede smiley'r.
• Kulturen i Danmark: Kulturen i Danmark har også et medansvar. Vi bærer på mange årtusinders kultur, hvor mænd traditionelt har haft en højere position i samfundet end kvinder. Denne kulturarv genererer stereotype forestillinger om kvinder og mænd og ideer om, hvordan kvinder skal være – og ikke være – både når det gælder udseende, karriere og moderskab. Det er ideer om, hvordan biologien efter sigende styrer kvinders adfærd - og ikke mænds. Disse samfundsskabte normer for kvinder og mænd er medansvarlige for sexismen, så kvinder eksempelvis oftere end mænd bliver kommenterer på deres udseende frem for på deres faglighed. Det gælder også i film- og teaterverdenen, hvor der er tradition for at sætte mænd i hovedrollen, unge kvinder i birollerne og midaldrende og ældre kvinder i statistrollerne, mens mandlige skuespillere hæver en højere løn end kvinder. Det samme problem ser vi inden for kunst og musikbranchen, hvor det specielt er mandlige kunstnere, der udstiller og mænd, der står på scenen med elguitaren. Hele denne kultur er med til at fortælle både kvinder og mænd, at manden er vigtigst. Det fører til, at nogle mænd føler, at de er i deres gode ret til at gramse lidt på kvinder.
  
• Politikerne: Dette er ikke en prioriteret liste over, hvem der har det største ansvar for sexismen på danske arbejdspladser, men blot en hurtig interessentanalyse. Derfor skal du ikke lægge noget i, at politikerne først indfinder sig i dette punkt på listen. Politikerne udformer lovene, og derfor bærer politikerne et meget stort ansvar på deres skulde. Det gælder alle de politikere, der tillader, at kvinder får mindre i løn end mænd og at kvindefag er mindre prestigefulde end mandefag. Denne politiske virkelighed er med til at fortælle os alle en historie om, at kvinder stadig er mindre værd end mænd – og dermed banes vejen for sexisme og usunde magtrelationer på jobbet og i hjemmet, hvor manden er overhunden, som føler sig berettiget.
• Fagbevægelsen: Fagbevægelsen har også et ansvar for sexisme på arbejdspladsen, og mange fagforeninger hjælper medarbejdere, som er udsat for seksuelle krænkelser på jobbet. Alle må naturligvis spørge sig selv, om de gør nok. Samtidig har fagbevægelsen også problemer med sexisme blandt i egne organisationer, så derfor er fagforeningerne af flere grunde med på denne liste over interessenter, som flaskehalsen peger på.
• Skole- og uddannelsessystemet: Flaskehalsen peger også på hele skole- og uddannelsessystemet, hvor piger lærer at være søde, stille og fornuftige, mens drenge lærer at føre sig frem og gå til kanten. Det er nok lidt hårdt sat op, men vi lærer vores drenge og piger, at der er stereotype forskelle på de to køn, og det skaber en magtrelation, hvor piger allerede i folkeskolen risikerer piger at blive kaldt ”fucking ludere” og det, der er værre. Her bærer pædagoger, lokalpolitikere, lærere og også forældre et medansvar for sexismen.Studievejlederne har også et ansvar, hvis de nærmest automatisk henviser unge piger til kvindefag og lavtlønsområder, fordi de - bevidst eller ubevidst - ikke mener, at kvinder er egnede til at være topøkonomer, ingeniører, brandmænd eller håndværkere. Vi kan også lige snupper de videregående uddannelsesinstitutioner med, nu vi er i gang, fordi disse også er med til at signalere, om et givent fag er til et bestemt køn. Det kan ske ved, at der er flest mænd - eller kvinder - på hjemmesiden og på studierne.
• Ægtefæller: Når vi taler sexisme kan vi heller ikke komme udenom at medtage ægtefæller, kæreste og partnere som en gruppe af interessenter. Hvis et parforhold er sådan skruet sammen, at manden tjener pengene, mens kvinden tager barsel, går på nedsat tid, tager alle barns sygedage etc., så bidrager det til sexismen ikke bare fordi de to partnere er ulige stillet rent økonomisk, men også fordi kvinden taber magt og position på jobbet. Derfor kan du som mor kræve, at I har en ægtepagt og deler formuen - herunder pensionsopsparingen - og du kan kræve, at din partner tager sin del af barslen, indkøbene, lægebesøgene, barns sygedage etc. etc. Som far kan du kræve mere barsel, byde mere ind på hjemlige sysler og dele pensionen via en ægtepagt.
  

Listen over interessenter stopper ikke her, men det gør dette indlæg for vi kan blive ved, og det er absolut nødvendigt at komme helt op i helikopterperspektiv, hvis vi skal sexismen på danske arbejdspladser til livs. Ligesom det er nødvendigt med en national strategi til bekæmpelse af corona, har vi brug for en national strategi til bekæmpelse af sexisme. Og ligesom en del af coronastrategien er at tage individuelt ansvar for rene hænder, må det samme gælde bekæmpelse af sexisme:

I legen 'den som flaskehalsen peger på', skal den udpegede altid gøre et eller andet. I stedet for at løbe fem gange rundt om bygningen eller hinke rundt og give tilfældige mennesker skylden, kan vi hver især spørge os selv: "Hvad kan jeg egentlig gøre for at bekæmpe sexismen alle de steder, den lever?"

Læs også: Sexisme - en flirt kan være rød, gul eller grøn, som jeg har skrevet sammen med psykolog Signe Hegestand.

 

Talentfulde kvinder er i undertal som ekspertkilder i medierne

Journalisternes kildevalg er med til at fastholde forestillinger om, at mænd i højere grad end kvinder er eksperter, hvilket betyder, at talentfulde kvinder ikke i tilstrækkelig grad bliver eksponereti mediebilledet

SYNLIGHED: Mænd og kvinder bliver fremstillet forskelligt i nyhedsmedierne, idet journalisterne primært bruger mænd som ekspertkilder.

Siden 1995 har rapporterne ”Who makes the news” fra Global Monitoring Media Project hvert femte år sat fokus på, hvordan kvinder og mænd bliver brugt og fremstillet i nyhedsmedierne. Og hvert år har rapporterne peget på, at kvinderne er underrepræsenterede i stort set alle medier. Kigger man på, hvordan kvinder og mænd bliver brugt i medierne herhjemme, er billedet ifølge Medietrends.dk meget lig det internationale.

Flere undersøgelser viser også, at på trods af at Danmark rangerer højt på lister over ligestilling mellem kønnene, så demonstrerer danske medier stadig en høj grad af stereotypicitet og profilering hvad angår køn. Forskningen dokumenterer samtidig, at ekspertkilder i nyhedsdækning hovedsageligt er mandlige.

KORT NYT: Kvinder foretrækker kvindelige partiledere

Kvindelige vælgere sympatiserer mere med kvindelige partiledere end med mandlige. Det viser ny forskning fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

 

VÆLGERANALYSE: Rødt flertal hos kvinderne igen

For første gang siden valget i 2011 ville Helle Thornings regering blive genvalgt, hvis det stod til kvinderne. Det viser en ny stor vælgeranalyse ifølge Altinget.dk

Der er flest mænd i fjernsynet

FORBEDRINGSPOTENTIALE: To ud af tre ansigter på DR1 og TV2’s sendeflade er mænd. På nogle ganske få områder har kvinder – især yngre kvinder – dog møvet sig ind. Databloggen og Informations Weekendredaktion har set nærmere på sagen

Se flere tal på information.dk

28. NOVEMBER - Kvinder i fagbevægelsen: Power til at bryde glasloftet

Britta Thomsen, medlem af Europa Parlamentet (S), og Benja Stig Fagerland, specialist i kvinder og ledelse,  inspirerer den 28. november kvinder i fagbevægelsen til at bryde glasloftet

 

Stærke kvinder har væltet 'Kongen af Mjølnerparken'

Mænd har traditionelt styret den almene bebyggelse Mjølnerparken på ydre Nørrebro, men i år er det lykkedes kvinderne at vælte ”Kongen af Mjølnerparken” og indtage bestyrelseslokalet

En årelang mandlig dominans i den almene bebyggelse Mjølnerparken er blevet brudt, efter at kvinderne har fået nogen til at passe deres børn og en bus til at transportere dem til bestyrelsesmødet på Skaffervej. Her valgte generalforsamlingen tidligere i år en ny bestyrelse, hvor der for første gang er kvinder repræsenteret - og kvinderne fik endda flertal med fire ud af syv pladser. Det skriver Dagbladet Information.

Samtidig lykkedes det Mjølnerparkens kvinder af få ”Kongen af Mjølnerparken”, Muhammes Aslam til at trække sig. Han havde siddet på tronen i 10 år som beboerformand, hvor han og de øvrige bestyrelsesmedlemmer blandt andet blev kritiseret for misbrug af kommunale midler og for at snyde med stemmer og sikre penge til sig selv. Blandt andet har en række afslørende artikler i Weekendavisen været medvirkende til, at Aslam til sidst trak sig - presset af kritik fra myndigheder og samarbejdspartnere. De kritiske beboere i Weekendavisens artikler optræder alle anonymt, men fælles for dem er, at de er kvinder.

Kvinderne tager styringen
Kvinderne er i flertal blandt de godt 2.000 beboere i Lejerbos bebyggelse, men det har ifølge Information aldrig afspejlet sig hverken i de beboerdemokratiske organer eller i bebyggelsens ansigt udadtil. Det har ændret sig nu: Kvinderne er begyndt selv at tage plads.

"Kvinderne i Mjølnerparken er trådt i karakter", lyder det fra den nye formand for Mjølnerparkens beboerbestyrelse, Søren Dalsgaard til Information.

I årevis har tendensen været, at de unge indvandrerkvinder bliver bedre og bedre uddannet. Det oplever de også i Mjølnerparken. Lejerbos boligsociale kontor og de politifolk, der arbejder i området, har skaffet fritidsjob til 30 unge. 20 af dem er piger. Hvert år er der flere og flere at fejre ved Mjølnerparkens dimissionsfest. Flertallet af dem, man fejrer, er piger.

»De uddanner sig, og de stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet. Tjener nogle penge, som de selv får lov at bruge. Det smitter af og vil påvirke og forstærke tendensen til det her med, at kvinderne begynder at sidde i nogle positioner, hvor man har magt og kan bestemme noget. Og det konflikter med den mere konservative udlægning af islam, hvor kvinder skal blive i hjemmet,« siger Eskild Dahl Pedersen, sekretariatsleder i Lejerbos boligsociale kontor i Mjølnerparken.

Kongen frygtede kvinderne
Amani Abdallah er initiativtager til projektet Perlemor, der på frivillig basis giver juridisk bistand og forsøger at skabe aktiviteter for bebyggelsens kvinder og deres børn. Hun husker, hvordan hun opdagede, at de fleste sociale ting, der foregik i Mjølnerparken, kun var for mænd. Kritikken af Muhammed Aslam gik blandt andet på, at han var imod, at man lavede særlige tiltag for kvinder. På et tidspunkt havde han via sin computer adgang til Mjølnerparkens 230 overvågningskameraer og kunne via dem føre kontrol med, hvem kvinderne var sammen med, og hvordan de gik klædt.

"Kommunen har været bevidste om at sætte nogle feminister til at arbejde med kvinderne. Det betød også, at Muhammed Aslam bekæmpede kvindecafeen Norá med næb og klør. Han havde udset sig dem som hovedfjenden, for hvis der kom et tiltag, hvor danske feminister sad og arbejde med kvinderne, så kunne man da slet ikke styre noget mere", fortæller Eskild Dahl Pedersen til Information.

Kilde: Information.dk

Nyhedsmedierne savner kvindetække

En undersøgelse gennemført i 10 lande viser, at mænd ved mere om politik end kvinder. Årsagen er ifølge eksperter, at det er mænd, der dominerer i den politiske debat - og det gør debatten mindre vedkommende for kvinder

En gruppe forskere fra universiteter i 10 forskellige lande har kortlagt, at der er stor forskel på, hvor meget mænd og kvinder ved om politik. Det skriver The Independent.

Sociologer mener, at resultatet viser, hvor marginaliserede mange kvinder føler sig i forhold til det politiske og offentlige liv, hvor de fleste topfigurer er mænd.

”Det er meget overraskende, at kvinder over hele verden ved mindre om politik end mænd -uanset om vi taler Norge eller Colombia”, siger James Curran, der er professor i medievidenskab på Goldsmiths, University of London. Han er en af de 15 forskere, der har været med til at gennemføre undersøgelsen.

Den globale undersøgelse, som er finansieret af The Economic and Social Research Council, testede viden om nyheder i ind- og udland blandt mænd og kvinder i Australien, Canada, Colombia, Grækenland, Italien, Japan, Korea, Norge, Storbritannien og USA. Undersøgelsen viser, at det er forskel på mænds og kvinders viden uanset hvilket af de 10 lande, de drejer sig om.

Samtidig dokumenterer undersøgelsen, at mange kvinders manglende interesse for nyheder skyldes, at kvinder ikke i samme udstrækning som mænd er portrætteret i medierne. Nyhedsdækning trækker primært på mandlige kilder, og det er tilfældet selv i lande som Storbritannien og Australien, der ellers er nået relativt langt med ligestilling.

Generelt bliver kvinder kun interviewet eller citeret i 30 procent af TV-nyhederne. Der er samtidig en tendens til, at kvinder primært bliver citeret, når det gælder ’bløde’ nyheder så som familieliv, livsstil eller kultur.

Den store underrepræsentation af kvinder i nyhedsudsendelserne er ifølge professor Kaori Hayashi fra University of Tokyo med til at mindske kvinders motivation for at følge aktivt med i den politiske nyhedsstrøm samtidig med, at kvinder mister lysten til at deltage i den offentlige debat.

Kilde: The Independent

LÆS OGSÅ:

Få kvinder i medierne kan koste bundlinje
Elitens dagblade vælger mænd som ekspertkilder
Kvinders udløbsdato for portrætinterviews er 40 år

Nu får Sydkorea sin første kvindelige præsident

Den ene af de to præsidentkandidater i Sydkorea har erkendt sit nederlag, og dermed får det mandsdominerede land sin første kvindelige statsleder nogensinde

Den asiatiske stormagt Sydkorea får sin første kvindelige præsident i landets historie. Det skriver b.dk.

Den konservative Park Geun-hye adskiller sig fra den afgående præsident, Lee Myung-bak, ved at vælge fløjlshandsken frem for jernnæven over for den kommunistiske nabo i nord.

"Hun står for en dialog med Nordkorea. Hun tror simpelthen ikke på Lee Myung-baks hårde linje. Man må sige, at det rent verdens- og sikkerhedspolitisk er en meget fornuftig ting i Nordøstasien", mener Geir Helgesen, seniorforsker på Nordisk Institut for Asien Studier ved Københavns Universitet.

Kilde: b.dk