/* Skift hover-farven i menuen */ .menu li a:hover, #PageList1 li a:hover, .navbar a:hover { color: #FE9414 !important; /* Erstat med din ønskede farve */ } .PageList .selected a { background-color: transparent !important; color: #FE9414 !important; /* Orange */ font-weight: bold; } WOMENOMICS - FÅ SUCCES HOS KVINDERNE: global megatrend
Viser opslag med etiketten global megatrend. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten global megatrend. Vis alle opslag

torsdag den 16. april 2026

Tigermødre, talent og magt: Kvinders rolle i Kinas vækstøkonomi

NY BOG: Kvinder i Kina er i stigende grad højt uddannede og spiller en aktiv rolle på arbejdsmarkedet, særligt i de yngre generationer og i de større byer. Men adgangen til de øverste magtpositioner er stadig begrænset. Spændingen mellem fremskridt og tradition gør Kina interessant – også i et internationalt perspektiv.  

 

Læs artiklen på Powerkvinderne.dk  

 


 

søndag den 2. april 2023

Stadig flere lande giver nu mænd barsel til gavn for kvinders karriere

Fra 1995 til 2022 er andelen af verdens lande, hvor fædre har ret til barsel, steget fra 24 procent til 63 procent. I rene tal er der nu i alt 107 lande, der giver en eller anden form for fædrebarsel, hvorimod det tilbage i halvfemserne kun var 46 lande. Det gavner kvinders karrierer

I mange lande er ligestillingen nu begyndt at slå igennem på barselsområdet. Det giver fædre bedre muligheder for at være sammen med deres børn, og kvinder bedre muligheder for at gøre karriere og mindske lønforskellen mellem kønnene. Det skriver 'Verdens bedste nyheder'.

Ifølge rapporten Equality Within our Lifetimes, der netop er udgivet fra forskningscenteret World Policy Analysis Center er andelen af verdens lande, hvor fædre har ret til barsel, steget fra 24 procent til 63 procent fra 1995 til 2022. 

I rene tal er der nu i alt 107 lande, der giver en eller anden form for fædrebarsel, hvorimod det tilbage i halvfemserne kun var 46 lande. 

Der er imidlertid forskel på, hvor lang barsel fædrene tilbydes i de forskellige lande. I nogle lande har mænd ret til øremærket barsel, som også blev indført i Danmark fra august 2022. I andre lande har mænd blot mulighed for at tage en del af barslen.

Kilde: Verdens Bedste Nyheder

 

fredag den 11. juni 2021

Arbejdsstyrken i Saudi-Arabien bliver i stigende grad udgjort af kvinder.

Saudi-Arabien har traditionelt været kendt for sit kvindeundertrykkende regime, men i de senere år, er udviklingen begyndt at vende, idet stadig flere kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet

På kun to år er antallet af kvinder i arbejde i Saudi-Arabien steget fra 20 procent til 33 procent ifølge den økonomiske tænketank Brookings. Det vil sige, at andelen af kvinder i arbejde er blevet mere end halvanden gange så stor mellem 2018 og 2020. Det skriver 'Verdens bedste nyheder'.

”Det at komme på arbejdsmarkedet medfører også en helt ny identitet for kvinderne. Det er prestigefyldt at have et arbejde, og man bliver en borger, som bidrager til samfundet. Det kan udvikle nye sider af en selv,” siger Katarina Blomqvist. som er senior programrådgiver hos KVINFOs internationale afdeling.

Ifølge en analyse fra Verdensbanken om kvinder og arbejde vendte udviklingen med flere kvinder på arbejdsmarkedet især, da Saudi-Arabien i 2019 fjernede lovgivning, som begrænsede kvinders adgang til arbejdsmarked og løn. Det betyder eksempelvis, at kvinder nu får deres egen løn, må arbejde på fabrikker og må have natarbejde.

Samtidig har der ifølge Verdensbanken næsten været en fordobling af kvinder, som kommer i uddannelse siden 2010. Dengang kom 40 procent i uddannelse, og i 2019 var det hele 74 procent.

Kilde: Verdensbedstenyheder.dk

 

fredag den 9. april 2021

Coca-Cola kræver diversitet hos rådgivende advokatfirmaer

Advokatfirmaer i USA, der løser opgaver for Coca-Cola får fremover et 30 procent lavere honorar på nye opgaver, hvis de ikke er i stand til at fremvise mangfoldighed på arbejdspladsen. Kravet om diversitet skal bredes ud til resten af verden.

"Det er med et tungt hjerte, at jeg skriver til jer. I årtier har vores branche haft diskussioner om, hvorfor diversitet er vigtigt. Vi har udvikle score cards, holdt konferencer, etableret komiteer og skrevet handlingsplaner. Disse initiativer fungerer ikke."

Sådan skriver Bradley M. Gayto, der er senior vice president i The Coca-Cola Company i USA i et brev til advokatfirmaer i USA, som rådgiver koncernen.

"Den barske sandhed er, at vores profession ikke behandler diversitet og inklusion som et forretningsimperativ. Vi er for hurtige til at fejre stagnerende fremskridt og belønne intentioner."

Gayto beskriver, at det er nødvendigt med specifikke indsatser, som accelerer diversiteten, og at det er ledere som ham selv, der skal tage teten og drive forandringen. 

Coca-Colas senior vice president mener, at netop ledere vil være i stand til at skabe diversitet, fordi ledere ved, hvordan man udvikler og implementerer klare og præcise handlingsplaner, skaber forandringer i organisationer og løser komplekse problemer. Ifølge Gayto er diversitet imidlertid ikke et komplekst problem. Diversiteten kan fremmes ved en konkret målsætning, som i øvrigt også vil være profitabel.

Det handler ifølge Gayto om, at medarbejdersammensætningen skal afspejle befolknings-sammensætningen lokalt, og hvis det ikke lykkeskes de rådgivende advokatfirmaer at sikre diversitet inhouse, risikerer de, at deres honorar på nye opgaver bliver beskåret med op til 30 procent eller at de må samarbejde omkring opgaveløsningen - blandt andet med advokatfirmaer, der er længere fremme i skoene, når det gælder diversitet.

Kravet til advokatfirmaerne om diversitet gælder i første omgang kun i USA, men skal bredes ud til resten af de lande i verden, hvor Coca-Cola opererer.

Læs brevet til advokatfirmaerne her >>


tirsdag den 9. marts 2021

Kvinderne er på vej op i en helt ny pensionsliga

De yngre generationer af kvinder er så veluddannede og vellønnede, at de i sidste ende overhaler mændene og går på pension med de største formuer 

Der er så mange flere veluddannede kvinder end mænd, at det i fremtiden vil løfte kvindernes lønninger – og dermed deres pensionsformuer – op i en helt ny liga.

Derfor kan de veluddannede kvinder om rundt regnet 30 år forlade arbejdsmarkedet med større pensionsformuer end de jævnaldrende mænd.

Det fremgår af en ny analyse, udarbejdet af brancheforeningen Forsikring & Pension på baggrund af data og beregningsmodeller fra det økonomiske analyseinstitut Dream.

Ifølge analysen er det mere end hver anden kvinde i aldersgruppen 40-45 år, der har taget en videregående uddannelse, mens det kun er omkring hver tredje mand.

Tallene viser, at de veluddannede kvinder årgang 40+ vil få en samlet pensionsformue på 2,2 millioner kroner i 2050, opgjort i dagens priser. Det er blot 2 procent mere end den pensionsformue, mændene kan nå at samle sammen, men nok til at skrive historie.

Kilde: Politiken

 

søndag den 17. januar 2021

Omsorg for mennesker og kloden skal være et prestigeprojekt

Mænd er både historisk og globalt i langt højere grad ansat inden for produktivt arbejde, mens kvinder i højere grad finder arbejde inden for det såkaldt reproduktive arbejde, altså børnepasning og generelle omsorgs- og plejefag. Denne forskel skal der ifølge forsker gøres op med

”Reproduktivt arbejde er ikke kun at føde børn. Det er på mange måder også synonymt med bæredygtighed. At gøre rent og passe på vores familier, vores økosystemer og vores klode dag ind og dag ud er helt essentielt for, at produktions- og energiindustrien kan udføre sit arbejde.”

Sådan lyder det fra lektor i politisk videnskab Cara Daggett fra Virginia Tech University i et interview med Politiken.

”Men denne type dag-ud-og-dag-ind-pasning er ikke tilstrækkelig værdsat, og det er ofte kvinder, der har de jobs. Vi er nødt til at ændre den værdisætning. For faktum er, at vi i vores skridt mod en bæredygtig verden har brug for, at flere af os har netop den type arbejde. Det kan ikke fortsat være produktion, energi og vækst, der er i højsædet”.

Truslen mod den maskuline identitet
I USA er meget maskulin identitet er ifølge Cara Daggett knyttet til de klassiske arbejdsjobs i den klimaudskældte kul-, olie- og naturgasindustri. Det er et identitetsspørgsmål, som har været overset, og det ser vi nu konsekvenserne af, mener hun. For truer man folks identitet, bliver de vrede.

”Idealet om et job som noget, en mand har som overhoved i en familie, er jo en forældet forestilling. Ikke kun i forhold til kønsroller, men også i forhold til de faktiske løn- og arbejdsforhold i dag. Langt de fleste almindelige amerikanske familier har en række indkomster for at holde sig kørende, og de fleste kvinder er nødt til at arbejde. Men drømmen om den tid lever i høj grad. Og det får den yderste højrefløj til at opleve, at kvinder og minoriteter stjæler deres arbejde”.

Derfor er det ifølge Daggett utrolig vigtigt at have identitetsperspektivet med og ikke bare det økonomiske, når vi taler om, hvad vi skal gøre for at få et mere bæredygtigt samfund. 

Benzin maskulinitet
Cara Daggett udviklede i 2018 begrebet benzinmaskulinitet for at beskrive, hvad der er på færde i samspillet mellem maskulinitet og modstand mod klimaomstilling. Hun bruger især Trump og hans støtter til at illustrere, hvordan benzinmaskulinitet fungerer og udspiller sig i virkeligheden, men hun mener, at fænomenet også spiller en rolle i de voksende højrefløjsbevægelser, som ses rundtomkring i verden.

”Jeg har set flere eksempler på, at der i områder, hvor man tidligere har haft mange industrijobs, pludselig i højere grad er jobs i omsorgssektoren. Jobs, som mange forstår som ’kvindearbejde’: sygeplejerske, lærer og plejer. Og der er man nødt til at forstå, at der vil være modstand imod at tage sådanne jobs, når man kommer fra et job med en høj grad af benzinmaskulinitet. Derfor er vi nødt til at tænke på køn og højere anerkendelse af omsorgsarbejde som et led i omstillingen”.

Køn, feminisme og klima hænger sammen
Vi har en tendens til at tænke, at køn og feminisme handler om vores intimsfære, hjemmet og kvindesager. Men det er en alt for snæver forståelse, mener den amerikanske forsker.

Kønsroller og kønsidentitet spiller en stor og afgørende rolle i forhold til hele vores økonomi, vores arbejdsmarked, og hvilke arbejdsopgaver vi værdsætter. Så derfor spiller det også en rolle i den nødvendige grønne omstilling.

Industrier, der enten udvinder energi og ressourcer eller produktionsapparater, der producerer varer. Det er ifølge forskeren noget, kapitalismen kan forstå, fordi det kan give profit. Omsorg og pleje er derimod arbejdsopgaver, som enten udføres usynligt eller i hvert fald uden prestige. Et kapitalistisk marked finder det simpelthen ikke vigtigt, til trods for hvor afgørende det er for, at noget andet arbejde kan udføres. Og det afspejles også ofte i løn- og arbejdsforhold.

”Jeg har set flere eksempler på, at der i områder, hvor man tidligere har haft mange industrijobs, pludselig i højere grad er jobs i omsorgssektoren. Jobs, som mange forstår som ’kvindearbejde’: sygeplejerske, lærer og plejer. Og der er man nødt til at forstå, at der vil være modstand imod at tage sådanne jobs, når man kommer fra et job med en høj grad af benzinmaskulinitet. Derfor er vi nødt til at tænke på køn og højere anerkendelse af omsorgsarbejde som et led i omstillingen”.

En feministisk tilgang ville for eksempel være en gang for alle at ophøre med at værdisætte funktionerne på vores arbejdsmarked ud fra en kønsopdeling. Og at højne respekten for og værdien af omsorg for hinanden og for kloden.

”Tænk, hvis det var prestigefyldt? Hvordan ville verden så se ud?”.

onsdag den 23. september 2020

Graviditetsbukser sender et stærkt signal til piger og kvinder med en håndværker i maven

Om 10 år vil vi i Danmark mangle 17.000 faglærte i bygge-, anlæg- og installationsbrancherne. I dag består de brancher af 91 procent mænd, og byggebranchen har derfor brug for at tiltrække flere kvinder til erhvervsskoler og håndværksfag. Graviditetsbukser er et effektivt skridt på vejen og et stærk signal til unge kvinder med en håndværker i maven

Som kvinde kræver det ikke megen fantasi at forestille sig, hvor bøvlet det må være at trække i traditionelle arbejdsbukser med en stor, gravid mave og derefter holde bukserne oppe med en elastik omkring maven, gavebånd fra Netto eller med bedstefars gamle seler, som risikerer at springe op i nakken.

Bygge-, anlægs- og installationsbranchen kommer til at mangle 17.000 faglærte i løbet af de næste 10 år, og derfor er branchen i disse år i høj grad ude på at uddanne, tiltrække og fastholde kvindelige håndværkere. I den forbindelse er graviditetsbukser et effektivt skridt på vejen.

Visualisering af kvindelige håndværkere er i høj grad med til at sende et klart signal til piger og kvinder om, at der er karrieremuligheder for dem i de traditionelle håndværksfag - også når de venter sig. Derfor er det så glædeligt, når et firma som Blåkläder udvikler skræddersyet arbejdstøj til kvinder og lancerer graviditetsbukser til kvindelige håndværkere.

Gravide håndværkere fra hele verden
Da Blåkläder i begyndelsen af 2019 meddelte, at firmaet med hjælp fra gravide kvinder over hele verden ville producere de nye graviditetsbukser, overskred interessen og engagementet alle høje forventninger. 

Over 2.500 gravide håndværkere ansøgte om at blive testpiloter for Blåkläders nye graviditetsbukser. Interessen viser ifølge firmaet ikke kun behovet for denne type bukser på markedet, men det viser også, at kvinderne i branchen er en engageret målgruppe, der er vigtig for fremtiden.

"En håndværkerbuks til gravide bør passe til en krop under forandring, hvilket er en hård opgave, når du nægter at gå på kompromis med pasform og kvalitet. Vi ønsker at fremstille en buks, der virkelig er skræddersyet til målgruppen, og derfor var feedbacken, vi fik fra testpiloterne, uvurderlig, siger Rose-Marie Näsström, produktudvikler hos Blåkläder.

Glæde hos kvindelig elektriker
Elin Fagerlind arbejder som elektriker, og hun var en af de udvalgte testpiloter, der testede graviditetsbukserne. I flere år har hun fulgt spørgsmålet om arbejdstøj til gravide kvinder i gruppen 'ELqvinna' på Facebook, som er et netværk for kvindelige elektrikere. Her blev forskellige specielle løsninger på en voksende mave blev drøftet. Da muligheden kom for at teste og evaluere en graviditetsbuks til branchen, ønskede Elin straks at hjælpe.

"Jo flere forhindringer der løses for kvinder i branchen, jo bedre", siger Elin. 

"Jeg gav konkrete forslag til flere opdateringer, som Blåkläder ændrede på bukserne. Det er sjovt, at de har lyttet og virkelig gør det her", konkluderer hun.

Let's make the change
Under overskriften 'Let's make the change' præsenterer Blåkläder på sin hjemmeside, hvorfor det er så vigtigt at skabe forandring blandt andet med graviditetsbukser til kvindelige håndværkere:

"At være gravid i bygge- og håndværkerbranchen har ikke altid været let, især når det kommer til, hvordan man klæder sig, når maven begynder at vokse. Men nu ændrer alt sig... 

Blåkläder er ifølge sin hjemmeside gennemsyret af en kultur, hvor man altid ser muligheden for forbedring: 

"Vi holder aldrig op med at udfordre os selv og branchen generelt – hvilket graviditetsbuksen er et meget slående eksempel på. Hos Blåkläder tør vi og vil vi ændre betingelserne for alle gravide kvinder i bygge- og håndværkerbranchen til det bedre. Let's change it!"

Arbejdstøj til kvinder
"Siden vi introducerede vores første bukser til kvinder, har vi udviklet et sortiment til kvinder med mere end 150 produkter. Vores største ambition var at få en række nye kollektioner til flere brancher", siger Rose-Marie Näsström, produktudvikler hos Blåkläder.

I dag har Blåkläder komplette kollektioner, der passer til kvinder i alle professionelle kategorier. Det er noget, medarbejderne er meget stolte af, og et område, som firmaet ifølge produktudvikleren aldrig bliver trætte af at udvikle:

"Vores motivation ligger i den udfordring, det er at udvikle produkter, der gør livet mere sikkert, lettere og mere behageligt for kvinder i deres daglige arbejde," siger Rose-Marie Näsström.

Først kommer graviditetsbukserne i to modeller, High Vis og service. Bukserne har et neutralt design og er lavet helt i stretch. Graviditetsbukserne findes i fem størrelser, XS-XL, og hver størrelse kan forlænges med et oplæg, så de også passer til kvinder med længere ben. Bukserne kan allerede nu købes hos udvalgte forhandlerne.

LÆS OGSÅ:

Kilder: Blåkläder og Mynewsdesc.com

tirsdag den 11. august 2020

Pink revolution i Vatikanet: Paven udnævner stadig flere kvinder til topposter

Pave Francesco har sat en ’lyserød revolution’ i gang. En gruppe kvindelige eksperter skal bidrage til at professionalisere Vatikanets økonomi. Paven har ofte nævnt, at kirken i al for lang tid har afskåret sig fra at udnytte højtuddannede kvinders kompetencer

Peterspladsen er tom, og Vatikanet mærker faldet i turismen med slunkne kasser. I forvejen har Vatikanet underskud, men nu skal en gruppe kvindelige eksperter bidrage til at professionalisere Vatikanet. Det skriver Politiken. 

Vatikanets indtægter ventes på grund af corona-epidemien at falde med op til 45 procent i år, hvilket vil øge det økonomiske pres på pavestaten. I denne svære situation tager pave Frans et usædvanligt skridt:

Paven valgte i sidste uge at udnævne seks kvinder til medlemmer af Vatikanets råd for økonomi, som siden 2014 har koordineret Vatikanets økonomiske aktiviteter. Rådet består af otte kardinaler og syv lægfolk, og det bemærkelsesværdige ved fornyelsen af medlemskredsen er, at seks af de syv lægfolk er kvinder. Ifølge den italienske avis 'La Stampa', er kvinderne blandt andet universitetsprofessorer og førende ledere i finansverdenen.

Paven har ofte nævnt, at kirken i al for lang tid har afskåret sig fra at udnytte højtuddannede kvinders kompetence, og udnævnelsen af de seks kvinder til Vatikanets råd for økonomi er et forsøg på at hæve niveauet på et område, hvor kirken virkelig er i krise.

Domenico Agasso, der er kommentator i det italienske dagblad 'La Stampa' omtaler denne proces som pavens "lyserøde revolution". På få år er antallet af kvindelige ansatte i Vatikanet steget fra 17,6 til mere end 24 procent, og paven har besat flere nøgleposter med kvinder.

Kvindernes vej til magten er dog stadig lang, idet paven fortsat siger nej til enhver tale om kvindelige præster.  

Kilder: Politiken og La Stampa

 

mandag den 29. juni 2020

ITU arbejder målrettet på at tiltrække flere kvindelige studerende


IT-Universitetet (ITU), etableret i 1999, er et specialiseret universitet med fokus på IT. ITU er det universitet i Danmark, som uddanner flest IT-specialister, og universitetet har siden 2015 arbejdet på at tiltrække flere kvindelige studerende

Siden 2015 har ITU’s bestyrelse og ledelse haft diversitet og ligestilling som en høj prioritet. Det har blandt andet resulteret i flere indsatser for at tiltrække kvinder til uddannelserne, et stort fokus på at skabe et inkluderende miljø og flere andre indsatser, som du kan finde flere informationer om på denne side.

Kvinder har gennem mange år været stærkt underrepræsenterede i de tekniske it-fag herunder på mange it-uddannelser. ITU mener, at digitaliseringen ændrer vores samfund på så grundlæggende vis, at det er nødvendigt at både mænd og kvinder er med til at sætte deres præg på den digitale udvikling.

ITU har stiftet netværk, startet en blog om kvinder i IT og arbejdet med et adfærdskodeks, der skal skabe et respektfuldt miljø, hvor ingen opfører sig på måder, der kan fornærme, intimidere, nedgøre eller ydmyge andre.

Målet er en ligelig kønsfordeling på uddannelserne. Siden indsatsen begyndte i 2015 til 2018, er antallet af optagne kvinder på ITU’s bacheloruddannelser steget fra 25 til 34 procent.

Kilde: ITU

søndag den 21. juni 2020

Nestlé: Barsel bør tælle som ledelseserfaring

Nestlés nordiske HR-direktør mener, at vi skal se mere nuanceret på barsel og betragte den som en del af lederudviklingen i stedet for en pause i karrieren

Når et barn kommer til verden, tager danske kvinder fortsat den største del af barslen – og ofte næsten hele barslen.
Derfor opfordrer Mikala Larsen, nordisk HR-direktør i Nestlé, nu til, at samfundet begynder at se på barsel på en mere nuanceret måde, så barsel vurderes som mindst lige så værdifuldt som ledelseserfaring. Det vil være et vigtigt spring henimod ligestilling, mener Mikala Larsen:

”Vi trænger til en debat om barsel – hvad det at få et barn reelt giver en forælder ikke bare som menneske, men også som medarbejder. Man vokser som menneske af forældreansvaret, så man kommer tilbage som en dygtigere og mere livsklog medarbejder. Man kommer fx ofte tilbage med en anden ydmyghed til livet med en anden forståelse for andre mennesker under pres. Og man får en anden modenhed, der ofte gør, at man kan tage nuancerede beslutninger,” siger HR-direktøren i en pressemeddelelse.

I Nestlé Danmark, hvor virksomheden på seks år har opnået at have lige mange mænd og kvinder på alle lederniveauer – og opnået ligeløn – har man bevidst taget alder ud af ligningen, når lederstillinger skal besættes, fordi alder rammer kvinders karrieremuligheder.
Kilde: Pressemeddelelse

torsdag den 18. juni 2020

Virksomheder med kvinder i bestyrelsen performer bedre

Formand Eva Rybergs egen erfaring med at være kvinde i en mandsdomineret sektor er, at det langtfra er en hæmsko. Nærmere en styrke, fordi man i kraft af sit køn bringer noget afveksling ind i gruppen eller op på scenen, og at folk af den grund nogle gange lytter bedre efter


"Hvis man forestiller sig seks personer af samme etnicitet, køn og alder, opvokset i samme kultur og med næsten ens uddannelsesbaggrund, så er der stor chance for, at de ser verden nogenlunde ens. Hvis de er mere forskellige, så er chancen for et komplet overlap af synsvinkel helt oplagt mindre."
Sådan lyder det fra Eva Ryberg i et interview i DanskeEnergi.dk. Hun er formand på sjette år i østjyske NRGi med 215.000 andelshavere og næstformand i Dansk Energis EjerForbrugerforum.

Rybergs egen erfaring med at være kvinde i en mandsdomineret sektor er, at det langtfra er en hæmsko. Nærmere en styrke, fordi man i kraft af sit køn bringer noget afveksling ind i gruppen eller op på scenen, og at folk af den grund nogle gange lytter bedre efter.

"Arbejdet med forskellighed kræver også, at man er villig til at gå den ekstra mil for at få tingene diskuteret og få alle synspunkter bragt i spil. Det tager måske længere tid at blive enige, men det er godt givet ud. Det siger forskningen. Men endnu vigtigere: I et  andelsselskab, hvor vi skal repræsentere de mange borgere og virksomheder i området, giver forskellighed bare endnu bedre mening, så det ligger mig meget på sinde", udtaler Eva Ryberg.

Det er ifølge artiklen i DanskEnergi.dk efterhånden et veldokumenteret faktum, at bestyrelser, der tager højde for diversiteten og rekrutterer både med blik for tilegnede kompetencer og mere objektive kriterier som alder og køn, performer bedre. Samtidig er der noget intuitivt indlysende i, at sætter man mennesker med forskellige synsvinkler i samme rum, bliver muligheden for at få dækket flere perspektiver af også bedre.

Kilde: DanskEnergi.dk

fredag den 12. juni 2020

Den britiske skuespiller Dame Judi Dench er Vogues ældste 'covergirl' nogensinde

Traditionelt er det unge, smukke kvinder, der pryder forsiden af modemagasinet Vogue, men nu har den 85-årige britiske skuespiller Dame Judi Dench fået æren

Judi Dench becomes British Vogue's oldest cover star | Fashion ...

Tidligere talte vi om at være fyrre, fed og færdig....
I dag er det hot at være firs, fantastisk og forrygende.

Det er den britiske skuespiller Dame Judi Dench et levende bevis på. I en alder af 85 år pryder hun forsiden af det britiske Vogue med en udstråling af visdom, lune, farverigdom og skønhed.

Vogue er et internationalt mode- og livsstilsmagasin, som udkommer i 18 lande, og forsiden af magasinet er normalt reserveret supermodeller og nye stjerner. At få sit ansigt på forsiden af Vogue er den ultimative hædersbevisning i modeverdenen. Med Dame Judi på coveret sender magasinet et stærkt signal til kvinder i hele verden om, at skønhed ikke er et spørgsmål om alder eller botox og plastickirurgi, men i høj grad et spørgsmål om udstråling og personlighed.

Med Dame Judi på forsiden er det underliggende budskab, at kvinder har mange kvaliteter og facetter, og at vi ikke behøver at ligne en teenagemodel for at fortjene en plads i solen. På den måde taler Vogue til et stort marked af kvinder 45+, som både har gode uddannelser, livserfaring og mod på karrieren. Ligesom vores egen skuespiller Ghita Nørby er Dame Judi aktiv skuespiller i en alder, hvor mange har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

I et interview inde i magasinet udtaler Dame Judi, at hun ikke har nogen planer om at trække sig tilbage og gå på pension:

"Nej, nej, nej, nej. Brug ikke det ord... Ikke i dette hus. Gå ud og vask din mund."





torsdag den 11. juni 2020

Kvinder 45+ er stærkere, sundere, klogere - og mere selvstændige, sexede og attraktive som forbrugere og arbejdskraft end nogensinde før i verdenshistorien

PRIMETIME KVINDER: Da Meryl Streep i 2008 indspillede filmen Mamma Mia, var hun ikke bare 59 år, men også ældre end de mænd, hun spillede overfor. I Hollywood er der tradition for, at manden er ældst, men her bryder Streep stereotypen og viser samtidig, at kvinder 45+ er alt andet end en kedelig, homogen, grå masse. De er en attraktiv målgruppe også for erhvervslivet

Alt for mange brands har ikke fokus på kvinden 45+, som bliver behandlet som en stor, grå, masse. I dette klip fra filmen Mamma Mia ser vi Meryl Streep udfolde sig som alt andet end prototypen på en grå og kedsommelig senior.

Mamma Mia! – The Movie er en britisk/amerikansk musical-film fra 2008, som er baseret på musicallen Mamma Mia, der er skrevet over ABBA's musik. Filmen er den mest sete film i de engelske biografer nogensinde og endvidere den mest indtjenende. Indtil videre har filmen tjent sig ind mere end 10 gange, på trods af et produktionsbudget på 52 millioner dollars. Der er mange årsager til filmens succes, og en af dem er ganske givet, at den appellerer til et stort kvindeligt biografpublikum i alderen 45+.

I filmen spiller Meryl Streep i en alder af 59 år overfor Piearce Brosnan, som under indspilningen var 55 år, Stellan Skargard, som var 57 år og Colin Firth, som var 47 år. Her bryder hun stereotypen om "ældre mand-yngre kvinde". I filmen er hun både stærk, selvstændig, sexet, klog og i fysisk topform.

På den måde er præsenterer hun de såkaldte 'Primetime'ere' - kvinder i deres bedste sendetid, som marketingguruen Marti Barletta skrev en bog om i 2008 med titlen ”PrimeTime Women”. 
Marti Barlettas pointe i bogen er, at stærke kvinder 45+ alt for ofte bliver overset af erhvervslivet, selv om netop dette segment er købestærke og attraktive forbrugere - og samtidig mere veluddannede, sunde og stærke, end kvinder nogensinde tidligere har været i verdenshistorien.

Designforsker Else Skjold, understreger i en artikel i Dansk Mode og Tekstil, at flere bør have de +50-årige i kikkerten. Alligevel er der flere brands, som ikke udnytter denne viden konstruktivt. Når det gælder modebranchen skyldes det manglede fokus på 50+'erne ifølge Else Skjold, at branchen gennem årene har standardiseret forbrugeren. Hun påpeger, at mode i dag handler om det idealbillede, branchen selv har skabt.

”Billedet af en tynd, smuk storbypige med mange penge er den persona, de fleste modebrands taler til, når de markedsfører tøjet. Problemet er bare, at der ikke findes særlig mange af den her imaginære kvinde,” siger hun og understreger, at konstruktionen af tøjet, rent tilskæringsmæssigt, også er en udfordring.

Ifølge Else Skjold burde brands tænke mere strategisk i forhold til potentielle målgrupper.
"Størstedelen af det modetøj, der bliver produceret i dag, er ikke attraktivt for hvor mange voksne kvinder. Det er også derfor, at et mærke som Masai, nærmest har markedet for sig selv.”



onsdag den 10. juni 2020

Formanden for Danske Bank smøger ærmerne op: Hver tredje højere lederstilling skal være besat med en kvinde i 2023

"Danske Bank har i dag omtrent lige mange mandlige og kvindelige medarbejdere, men vores kvindelige medarbejdere er underrepræsenteret i de øverste ledelseslag. Det vil vi gøre noget ved."

Sådan lød det fra bestyrelsesformand Karsten Dybvad, da han tirsdag gik på talerstolen på bankens generalforsamling.

Helt konkret er det bankens mål at andelen af kvinder i højere lederstillinger skal gå fra 23 pct. i dag til 35 pct. i 2023.

Den nye politik sættes i værk, fordi banken vil sikre, at den tilbyder lige muligheder for mænd og kvinder.

Kilde: Finans.dk

fredag den 5. juni 2020

Udskamning af japanske virksomheder uden kvinder i bestyrelsen


Japanske virksomheder, der ikke har nok kvindelige bestyrelsesmedlemmer, står til udskamning

Flere større kapitalforvaltere har svoret at straffe de virksomheder, som ikke har nok kvinder i bestyrelsen ved at stemme imod bestyrelsen til deres årlige generalforsamlinger. Det skriver Finans.dk

Straffen kan ramme bestyrelserne i hundredvis af japanske virksomheder, som risikerer at blive nedstemt og ’udskammet’ af aktionærer for manglende mangfoldighed, når landets sæson for generalforsamlinger om lidt skydes i gang.

Det er flere større kapitalforvaltere, der nu lægger pres på bestyrelserne, blandt andet Goldman Sachs Asset Management og britiske Legal & General, der forvalter aktiver for 1.400 mia. dollars. Legal & General har således meddelt, at man planlægger at stemme imod alle selskaber noteret i Topix 100 - et af Japans vigtigste aktieindeks - uden kvindelig repræsentation i bestyrelsen.

Kapitalforvalternes skærpede politik over for bestyrelser med manglende mangfoldighed kan ramme japanske virksomheder uproportioneret. Tal fra Tokyo Shoko Research viser, at omtrent 57 pct. af selskaberne i det stærkt konservative land ikke havde nogen kvinder i bestyrelsen sidste år.

onsdag den 3. juni 2020

Flere modne kvinder end mænd springer ud som selvstændige

Andelen af 55-59-årige kvinder, der har selvstændig virksomhed, er vokset med 22 procent siden 2008. Det skriver Magisterbladet. De modne kvinder er stærkere på penge, netværk og uddannelse

Den amerikanske marketingguru Marti Barletta udgav i 2007 bogen 'PrimeTime Women', som stiller skarpt på markedsføring til ressourcestærke kvinder i 'deres bedste sendetid'. I bogen gør hun opmærksom på, at modne kvinder - eller 'primetime'ere' - i dag er stærkere, sundere, højere uddannede og mere ved muffen end tidligere generationer. Spritnye tal viser, at der er noget om snakken:   

Ifølge Magisterbladet er andelen af 55-59-årige kvinder, der arbejder som selvstændige, steget med 22 procent på 10 år.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af kvinder i aldersgruppen, der har egen virksomhed, er steget fra 6.224 i 2008 til 7.633 i 2018.

I samme periode faldt andelen af selvstændigt beskæftigede mænd i samme aldersgruppe med knap syv procent. 

Kim Klyver, der er professor i entreprenørskab på Syddansk Universitet, udtaler til Magisterbladet, at flere forhold medvirkende til, at der er vækst i antallet af modne, kvindelige iværksættere. En af årsagerne er, at kvinder i dag har flere ressourcer både menneskelige, økonomiske og hvad angår deres faglige netværk. #MeToo har ifølge professoren også haft indflydelse:

“Kvinderne bliver inspireret af den fandenivoldskhed, handlekraft og selvtillid, som de oplever hos #MeToo-bevægelsens rollemodeller, også selv om de selv er beskæftiget i helt andre brancher. Kvinder, der tidligere blev mast af traditionelle normer, har i større udstrækning fået modet til at sige: Nu gør vi det”, siger Kim Klyver.

Kilde: Magisterbladet

tirsdag den 28. april 2020

Flere højtuddannde kvinder end mænd i alderen 30-35 år





















48 pct. af kvinder mellem 30 og 35 år havde en fuldført videregående uddannelse i 2019. Blandt mænd i samme aldersgruppe er det 34 pct. der har en fuldført videregående uddannelse. Det viser nye tal for Danmarks Statistik.

Kønsforskellen er et resultat af, at flere kvinder fuldfører mellemlange og lange videregående uddannelser. 21 pct. af kvinder mellem 30 og 35 år har fuldført en mellemlang videregående uddannelse, mens 20 pct. har fuldført en lang videregående uddannelse. De tilsvarende tal for mænd er hhv. 11 og 15 pct.

Blandt de tre øvrige typer af videregående uddannelser - korte videregående, bachelor og forskeruddannelser - er kønsfordelingen langt mere lige.

Kilde: Danmarks Statistik

fredag den 24. april 2020

Kvindelige statsledere giver deres mandlige kolleger baghjul under coronakrisen


Regeringer med en kvinde i spidsen har bemærkelsesværdig stor succes med at håndtere coronavirus-pandemien - selv om kvinder udgør mindre en syv procent af verdens ledere. Det skriver CNN

Taiwan, Tyskland og New Zealand har modtaget anerkendelser for landenes imponerende håndtering af coronavirus-pandemien. De har formået at inddæmme smitten gennem tidlig, videnskabelig intervention.

De tre lande er spredt over hele kloden: Det ene befinder sig i hjertet af Europa, det andet i Asien og det tredje er i beliggende i det sydlige Stillehav. Trods den store geografiske spredning har de én ting til fælles: De er alle ledet af kvinder.

Det samme gælder fire ud af fem nordiske lande, og disse nordiske lande – herunder Danmark – har hver især lavere dødelighed som følge af corona, sammenlignet med resten af Europa.

Det eneste nordiske land, der ikke ledes af en kvinde, er Sverige. Den svenske statsminister Stefan Löfven nægtede at lukke landet ned. I stedet har han holdt skoler og virksomheder åbne. Dødeligheden i Sverige er ifølge CNN steget mere end i de fleste andre europæiske lande.

'Videnskabsfornægtende mænd'
Sydkoreas (mandlige) præsident Moon Jae-in har ifølge CNN fortjent modtaget ros for udfladning af kurven af infektioner i sit land gennem udbredt brug af tests. Men mange lande er ifølge det amerikanske nyhedsmedie ledet af videnskabs-fornægtende mænd og har haft katastrofale følger.

Epicentret for pandemien er nu USA, hvor præsident Trump i månedsvis vendte det døve øre til flere advarsler fra topforskere. Tilsvarende afviste den britiske premierminister Boris Johnson alvoren og nægtede at indføre restriktioner for sociale sammenkomster længe efter, at sådanne restriktioner var indført i andre lande. Før han blev indlagt med Covid-19, fortalte han journalister, at virussen ikke ville stoppe ham fra at give hånd, når han skulle hilse på patienter på hospitalet.

Og den frygtede coronavirus ville ikke have spredt sig over hele verden så hurtigt, hvis ikke den kinesiske præsident Xi Jinping havde tilladt fem millioner mennesker at forlade Wuhan, før byen blev lukket ned.

Fordomme om kvinder i politik
I store dele af verden hersker der fordomme om, at kvinder ikke er lige så egnede som mænd til at gå ind i politik, og med håndteringen af coronakrisen gør kvindelige statsledere denne fordom om kvinder til skamme.

En analyse, der er udarbejdet af Georgetown University Center on Education and the Workforce viser, at en ud af otte amerikanere mener, at kvindelige politikere ikke er så egnede som mænd rent følelsesmæssigt. Analysen definerer imidlertid ikke, hvilke former for følelser, vælgerne mener, at deres politikere bør have, men der er en tendens til at dømme og straffe kvinder for at være ’følelsesladede’.

For eksempel kan en vred eller insisterende mand blive opfattet som selvsikker, mens en kvinde, der udtrykker de samme følelser, bliver set i et mindre flatterende lys. Tilsvarende ser mange vælgere positivt på, når mænd er sårbare, mens grædende kvinder ofte bliver betragtet som svage, siger Amanda Hunter, en talskvinde for Barbara Lee Family Foundation, der arbejder for kvinders ligestilling i politik og kunst.

Argumenter mod kvinder
Kvindelige statslederes succes under coronakrisen er med til at nedbryde fordomme om kvinder. Sådanne fordomme lever også i Danmark, hvor kvinder er underrepræsenterede i politik. Kun en tredjedel af Folketingets medlemmer og kvinder, og tallet er nogenlunde det samme i landets kommunalbestyrelser.

Forsker og forfatter Birgitte Possing har samlet en lang række ’argumenter mod kvinder’ i sin bog af samme navn. Citaterne, der er udvalgt fra den offentlige debat gennem 150 år, er sat ind i den specifikke historiske sammenhænge, og de har været fremført af både mænd og kvinder.

I betragtning af kvindelige statslederes succes under coronakrisen, er der nok en del argumenter mod kvinder, som vi godt kan kalde oldtidsklenodier. Det gælder blandt andet kuglestøder og tidligere medlem af Folketinget Joachim B. Olsens (LA) udtalelse om, at ’Det er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder hellere vil gå derhjemme med børnene’.

Er kvinder bedre statsledere
Det store spørgsmål er, hvorfor kvindelige statsledere håndterer coronakrisen mere professionelt end mændene. Gisninger i udenlandske medier går blandt andet på, at du som kvinde skal være markant dygtigere end en mand for at nå helt til tops i politik, fordi du stadig her i 2020 har dit køn imod dig.

En anden årsag til, at kvinderne markerer sig på verdenskortet på grund af deres ansvarlige håndtering af coronakrisen, kan være, at piger fortsat opdrages med fokus på omsorg, end tilfældet er for drenge. Derfor ligger det måske mere til højrebenet for en kvinde at foretage en benhård prioritering og sætte menneskeliv over økonomisk vækst - noget, som USA's præsident Donald Trump har det mere svært ved.

Kilder: CNN, US News, Folketinget, Argumenter mod kvinder



lørdag den 21. marts 2020

Kvinder gør virksomheder konkurrencedygtige


Toplederne i dansk erhvervsliv er efterhånden ved at indse, at kampen om talenterne bliver afgørende for at være konkurrencedygtige virksomheder i fremtiden. Det fastslår ny rapport

”I vores arbejde og i de undersøgelser, vi foretager for virksomheder og sektorer herhjemme, ser vi en tendens til, at der eksisterer en række myter om kvinder i ledelse, og det er med til, at de forkerte løsninger bliver implementeret, hvorfor vi ikke opnår de ønskede resultater.”

Sådan lyder det fra Kasper Jelsbech Knudsen, ph.d. in antropologi og chefkonsulent i Living Institute, der har været med til at udarbejde ny rapport om kvinder i ledelse i finanssektoren. Han påpeger i et interview i Amtsavisen, at - toplederne i dansk erhvervsliv er efterhånden ved at indse, at kampen om talenterne bliver afgørende for at være konkurrencedygtige virksomheder i fremtiden.

Kvinder skal ikke fixes
Ofte læser vi i medierne, at det er kvinderne, der skal fixes og komme ind i kampen, men virkeligheden er, at det primært er topledelsen, der skal tage ansvar:

”Vi gør i vores arbejde konsekvent meget ud af ikke at fremstille kvinder som nogle, der har brug for hjælp. Det er hele problemet med den skæve kønsfordeling i Danmark: Vi tror stadig på myten om, at kvinderne skal fixes, før vi får flere kvindelige ledere. Men det holder bare ikke”, fastslår Kasper Jelsbech Knudsen.

”Det, der skal til – og det ser vi alle steder – er en kulturforandring, hvor topledelsen går forrest, og hvor både mænd og kvinder arbejder for at sikre mere diversitet på alle niveauer i organisationen. Og måden det sker på er ved at skabe inkluderende arbejdskulturer, hvor det at ledere og medarbejdere på alle niveauer kommer med forskellige baggrunde og kompetencer er en forretningskritisk kompetence, der gør virksomhederne levedygtige i mange år endnu.”

Den enlige kvinde på toppen
Hvis ikke virksomhederne har en inkluderende kultur, så nytter det ifølge Kasper Jelsbech Knudsen intet at rekruttere en masse forskellige ledelsesprofiler. Det er der, hvor den enlige kvinde på toppen skal være mere mand end mændene for at kunne blive respekteret:

”Og hvis ikke hun kan være sig selv, men skal forsøge at ligne alle andre ledere, så mister de jo potentialet i at have diversitet. Derfor rådgiver vi altid de virksomheder, vi arbejder med, i, at de skal sørge for at have minimum 30 procent repræsentation af en given minoritet blandt ledere.”

Opgaven må ikke strande hos HR
”Vores budskab til alle virksomheder, som vi arbejder med, er, at det er topledelsen, som sætter retningen”, påpeger Kasper Jelsbech Knudsen og tilføjer, at opgaven ikke må ikke strande hos HR:

”HR er ekstremt vigtige for at få eksekveret, men de kan ikke stå med ansvaret alene. Manglende ansvar fra toplederne er blandt andet derfor, at vi ikke har set store resultater endnu.”

Kilde: Amtsavisen.dk