mandag den 20. marts 2023

Mandlige skræddere i Afghanistan mister deres levebrød, fordi de ikke må betjene kvindelige kunder

Det koster mange mandlige skræddere deres levebrød, at de ikke længere må sy tøj til kvinder. Hundreder af skrædderier i Parwan-provinsen i Afghanistan har i mange år syet til både kvinder og mænd. Nu er de truet på deres levebrød

Det er en dårlig forretning, når halvdelen af en virksomheds potentielle kunder, ikke dukker op. Det må mange skrædderier i Afghanistan sande, efter at Taliban har indført en regel om, at mandlige skræddere ikke længere må tage mål til kvinders tøj.

Det er mandlige skræddere i Parwan-provinsen, der har fået denne nye instruks af Taleban: "I må ikke længere sy tøj til kvinder", og ifølge Politiken er det nye forbud et hårdt slag for branchen. 

Hikmatullah Shamin, talsmand for Taleban-regeringens guvernør i Parwan, siger til lokale medier, at det skam ikke er forbudt for mandlige skræddere at sy kvindetøj. De må bare ikke tage mål på kvinder.

Det er ikke en forklaring, Ahmad, der er skrædder i Parwan, kan bruge til noget.

"Vi må jo ikke arbejde i samme butik som kvinder, så hvordan skulle vi kunne ansætte en kvinde til at tage mål?", siger han.

Siden Taleban-bevægelsen i august 2021 overtog magten i Afghanistan, har den indført dusinvis af restriktioner, der begrænser borgernes frihed. De fleste af restriktionerne er rettet mod kvinder.

Kilde: Politiken.dk 

 

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar