tirsdag den 2. august 2011

Der er brug for flere kvinder i butikkernes top

Kvinder står for omkring 80 procent af husholdningernes indkøbsbeslutninger, men mindre end hver tiende chef for en butikskæde er kvinde. Dermed går branchen glip af vigtigt input fra kvinder - blandt andet med hensyn til vareudbud

Der er 479 kæder i Danmark og 39 kvindelige kædeansvarlige. Dermed er kun otte procent af de kædeansvarlige kvinder. Det viser en optælling baseret på Kæder i Dansk Detailhandel 2011 af Retail Institute Scandinavia ifølge epn.dk. Og manglen på kvinder er et problem for branchen ifølge detailhandelsekspert Bruno Christensen, direktør hos analysebureauet Detailhandels Promotion:

”Detailhandlen - herunder især dagligvarebranchen - er domineret af mænd i alle mulige typer job. Branchen går glip af vigtigt input fra kvinder bl.a. med hensyn til vareudbud.”

Den holdning deler Dansk Erhverv, der repræsenterer mange både små og store butikker.

»Vi ser, at kvinder søger andre steder hen end detailhandlen. Det er meget uheldigt, for ledelsen i en branche skal gerne afspejle medarbejdersammensætning. Branchen går glip af kompetencer,« siger arbejdsmarkedschef Ole Steen Olsen fra interesseorganisationen Dansk Erhverv.

Ifølge tidligere studier står kvinder for omkring 80 pct. af husholdningers indkøbsbeslutninger. Det gør det særligt vigtigt for branchen at have kvinder med i ledelsen, påpeger Bruno Christensen.

»Det er vigtigt at få input fra kvinderne især til vareudbuddet. Hvis de ikke kan være ledere på gulvet i butikken, må man trække dem ind i nogle lederstillinger i stabsfunktionen,« siger Bruno Christensen til epn.dk.

”Mange af de dygtige piger vælger karrieren i detailhandlen fra på grund af arbejdstiderne, der gør det til en udfordring at få familielivet til at hænge samme. Branchen kræver, at man kan arbejde på de skæve tider,« siger chef for arbejdsmiljø Rikke Ørum fra Dansk Erhverv.

Branchekilderne vurderer, at liberalisering af lukkeloven har forstærket tendensen, fordi loven gør det sværere for kvinder at forene familielivet med arbejde søn- og helligdage.

Kilde: epn.dk


Ingen kommentarer:

Send en kommentar