onsdag den 10. marts 2021

Et giftigt forskningsmiljø får kvindelige økonomer til at forlade universiteterne

Kvindelige økonomer bliver ikke mødt med samme respekt, som deres mandlige kolleger. De bliver oftere afbrudt og bliver mødt med flere 'fjendtlige' spørgsmål

Kvindelige økonomer afbrydes oftere, får langt flere spørgsmål og mødes oftere af enten ’nedsættende’ eller decideret ’fjendtlige’ spørgsmål, når de præsenterer deres forskningsresultater for deres kolleger. Og ganske ofte er det mændene, der bombarderer kvinderne med de mange spørgsmål.

Det viser helt ny forskning fra en gruppe økonomer fra bl.a. de to prestigefyldte amerikanske universiteter Stanford og Yale.Økonomerne har kortlagt i alt 460 forskerseminarer og såkaldte jobkonferencer på amerikanske universiteter, hvor typisk yngre økonomer holder oplæg foran et publikum af studerende, lektorer, professorer og andre tilhørere. Begge slags seminar spiller en helt afgørende rolle i forskermiljøet og kan være afgørende for senere publicering af resultater eller karrieremuligheder på de bedste universiteter.

Pascaline Dupas, der er økonomiprofessor på Stanford University og en af forfatterne til studiet påpeger, at det giftige forskningsmiljø kan afskrække talentfulde kvinder for at gøre karriere, hvilket er en dårlig forretning både for kvinderne og økonomien:

"Vi risikerer, at kvinder skræmmes væk fra økonomi. Og hvis vi holder fast i, at den samlede talentmasse er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder – hvilket den er – så kommer vi til at mangle al den fantastiske forskning, som disse talentfulde kvinder vil kunne bidrage med, fordi de møder denne diskrimination. Lad os forestille os det samme for lægestanden. Hvis du udelukkende havde mandlige læger, fordi der var en meget stærk bias mod kvinder i lægegerningen, så ville du ende med at have nogle læger, der bare ikke var lige så gode, som de kvindelige læger kunne have været. Og de talentfulde kvinder ville være erstattet af folk, som bare ikke havde lige så gode ideer".

Forskningspapiret ’Gender and the Dynamics of Economics Seminars’ udkom i januar og er tilgængeligt på Stanfords hjemmeside. Det er skrevet i samarbejde med økonomerne Alicia Sasser Modestino, Muriel Niederle og Justin Wolfers.

Kilde: Politiken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar